Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/03/2026 - 09:52

Mand anholdt for at kaste krysantemumbomber mod politistation

En 25-årig mand sigtes for trusler mod politiet, efter at fyrværkeri blev kastet mod politistation i Slagelse.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Politiet har anholdt en 25-årig mand, efter at der natten til mandag blev kastet to krysantemumbomber mod politistationen i Slagelse.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Fyrværkeriet blev kastet cirka klokken 03.15 natten til mandag. Det gav skader på en rude og en metalskraldespand.

Ingen personer kom til skade ved eksplosionen.

Efterfølgende gennemgik politiet overvågningsbilleder, hvor gerningsmanden kunne ses. Ifølge politiet kom gerningsmanden kørende på knallert, standsede og smed fyrværkeriet, hvorefter han forsvandt fra stedet.

I løbet af mandag eftermiddag fandt politiet frem til den knallert, som formentlig har været brugt, og klokken 13.17 blev den 25-årige mand anholdt.

Han er sigtet efter straffelovens bestemmelser om trusler mod politiet og om sprængning.

Senere tirsdag fremstilles han i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing, hvor en anklager vil kræve ham varetægtsfængslet.

Anklageren vil anmode om, at retsmødet foregår for lukkede døre. I så fald vil mandens eventuelle forklaring blive hemmeligholdt.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek