Esbjerg, 11/02/2026 - 11:07
Politiet efterforsker forsvundet hvalkæbe som to tyverier
Det tyder ifølge politiet på, at der ligger en "koordineret indsats" bag to tilfælde af tyveri af hvalkæbe.
Astrid Dalum/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker nu to tilfælde af tyveri fra den strandede kaskelothval ud for Blåvandshuk Fyr.
Det oplyser vicepolitiinspektør Kent Brynielsen.
- Vi er meget sikre på, at nogen har været derude og save endnu et stykke af underkæben, siger Kent Brynielsen.
Hvalen strandede fredag, og søndag blev den første del af kæbepartiet meldt forsvundet.
Det fik Syd- og Sønderjyllands Politi til at indlede en efterforskning af tyveri, der skal være sket i tidsrummet fra lørdag klokken 14 til søndag klokken 15.
Tirsdag konstaterede fagfolk under en besigtigelse af det døde dyr, at endnu en del af kæbepartiet var forsvundet.
Det seneste tyveri er ifølge politiet sket i tidsrummet fra søndag klokken 15 til tirsdag middag.
Det er usandsynligt, at kæbepartiet er blevet skyllet ud i havet med tidevandet, lyder det fra vicepolitiinspektøren.
- Vi kan ud fra billeder se, at der er nye skæremærker, så vi antager, at nogen har været derude og skære igen, siger Kent Brynielsen.
Politiet har fået flere henvendelser i sagen, men mangler endnu de afgørende spor.
- Der er mange, der har henvendt sig, fordi de har set personer stå tæt på hvalen og vist interesse i hvalens tænder.
- Men vi mangler at høre fra nogen, der har set nogen stå og save i kæbepartiet og fragte det væk, siger Kent Brynielsen.
Det er ikke nogen let opgave og vil formentlig have vakt opsigt, siger han.
- Det at save noget, der er så langt og tungt, er ikke bare noget, man gør.
- Jeg antager, at der er tale om en koordineret indsats, siger vicepolitiinspektøren.
Kaskelothvalen er fredet under EU's habitatdirektiv.
Tyveriet af kæben kan være en overtrædelse af Washington-konventionen, som beskytter mod handel med truede dyr.
Det er en meget usædvanlig sag, lyder det fra vicepolitiinspektøren.
- Det er jo ikke en typisk kriminalsag, hvor vi har DNA-spor eller overvågningsbilleder.
- Men det er en sag, der har høj prioritet hos os, og som vi ser med stor alvor på, siger Kent Brynielsen.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på telefonnummer 1-1-4.
Hvalen er nu begyndt at gå i forrådnelse, og senere på ugen vil myndighederne tage stilling til, om kadaveret vil blive forsøgt bjærget.
/ritzau/




