Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Seoul, 28/01/2026 - 07:46

Sydkoreas tidligere førstedame skal 20 måneder i fængsel

Den afsatte sydkoreanske præsident Yoon Suk-yeols hustru er blevet kendt skyldig i at tage imod bestikkelse.

Jung Yeon-Je/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

Den tidligere førstedame Kim Keon-hee, der er gift med den afsatte sydkoreanske præsident Yoon Suk-yeol, er blevet idømt en fængselsdom på et år og otte måneders fængsel.

Det sker, efter at en sydkoreansk domstol onsdag er nået frem til, at Kim er skyldig i en sag om bestikkelse.

Den tidligere førstedame var desuden tiltalt for aktiemanipulation og for at bryde loven om kampagnemidler. Her blev hun frikendt.

Anklagemyndigheden havde krævet 15 års fængsel og en bødestraf på 2,9 milliarder sydkoreanske won, hvilket svarer til omkring 13 millioner kroner.

Kim var blandt andet under anklage for at have modtaget gaver i form af to Chanel-tasker og en diamanthalskæde for et beløb svarende til 370.000 kroner i bytte for politiske tjenester.

Gaverne blev skænket af en medarbejder hos Unification Church, der er en sydkoreansk religiøs bevægelse. Unification Church har hævdet, at gaverne blev givet uden forventning om at få noget i bytte.

53-årige Kim Keon-hees forsvarsadvokat oplyser, at der endnu ikke er truffet beslutning om, hvorvidt dommen for at have modtaget bestikkelse vil blive anket.

Kim har dog tidligere insisteret på, at hun er uskyldig i samtlige tiltalepunkter.

For knap to uger siden blev også Yoon Suk-yeol fundet skyldig i en straffesag.

En sydkoreansk domstol idømte ekspræsidenten fem års fængsel for et forsøg på at forhindre sin egen anholdelse efter en kortvarig undtagelsestilstand i december 2024. Sagen er siden blevet anket.

Ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap er det første gang, at både en sydkoreansk ekspræsident og dennes ægtefælle skal i fængsel.

Sagen mod Yoon var den første af flere mod den tidligere præsident, der i en anden sag er tiltalt for oprør i forbindelse med den militære undtagelsestilstand.

I denne sag, der forventes afgjort 19. februar, har anklagemyndigheden krævet dødsstraf. Sydkorea har dog ikke henrettet en dødsdømt fange siden 1997.

/ritzau/Reuters

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek