København, 09/07/2025 - 10:46
JP/Politikens Hus køber en femtedel af sjællandsk mediekoncern
JP/Politikens Hus bliver minoritetsejer i koncern, der har redaktioner og kontorer i 35 sjællandske byer.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Medievirksomheden JP/Politikens Hus køber en femtedel af koncernen Sjællandske Medier.
Det skriver de to mediehuse i en fælles pressemeddelelse onsdag.
Aftalen er godkendt af bestyrelserne i virksomhederne. Men den skal også vedtages på en ekstraordinær generalforsamling i Sjællandske Medier. Den afholdes 11. august.
Sjællandske Medier fokuserer på regional og lokal journalistik. Koncernen har redaktioner og kontorer i 35 sjællandske byer.
Virksomheden udgiver blandt andet Dagbladet, Sjællandske og Frederiksborg Amts Avis samt en lang række ugeaviser.
De to medievirksomheder kalder investeringen en udbygning af et i forvejen tæt strategisk samarbejde.
- Den lokale journalistik er essentiel for sammenhængskraften i Danmark, siger den administrerende direktør for JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov, i pressemeddelelsen.
Han kalder Sjællandske Medier "en stærk eksponent for uafhængig lokaljournalistik".
JP/Politikens Hus får også en plads i bestyrelsen i Sjællandske Medier.
Der har i forvejen i Nordsjælland været et samarbejde mellem mediehusene på print, da Frederiksborg Amts Avis og Politiken her arbejder sammen.
De to mediekoncerner udvider nu også samarbejdet til at omfatte digitale produkter.
Den administrerende direktør i Sjællandske Medier, Jens Nicolaisen, mener, at aftalen styrker "mulighederne for at lykkes som uafhængigt lokalmedie".
Han kalder JP/Politikens Hus Danmarks "stærkeste mediepartner".
Koncernen spiller en stor rolle på det danske medie- og avismarked med udgivelser som Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet.
Jyllands-Postens Lokalaviser er aktuelt JP/Politikens Hus' eneste position på det regionale og lokale mediemarked, skriver branchemediet MediaWatch.
/ritzau/