Bruxelles, 28/04/2026 - 15:26
Dansker får toppost i EU-systemet på handelsområdet
Ditte Juul Jørgensen bliver ny generaldirektør på handelsområdet i EU-Kommissionen. Hun skifter fra energi.
Ronaldo Schemidt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter næsten syv år som generaldirektør for energiområdet, er Ditte Juul Jørgensen tirsdag blevet udpeget til generaldirektør for handelspolitikken i EU.
Dermed indtager den højst rangerede danske embedsmand i EU-Kommissionen nu en ny toppost med indflydelse på et af EU's vigtigste områder.
- Handelspolitik er et af EU's mest effektive redskaber og spiller en afgørende rolle for EU's økonomiske sikkerhed i en tid, hvor vi oplever geopolitisk krise, økonomiske udfordringer og klimaændringer.
- Jeg håber at kunne trække på noget af min erfaring fra arbejdet med energikrisen og mere bredt min erfaring i EU-systemet, og ser meget frem til at vende tilbage til handelspolitikken, siger Ditte Juul Jørgensen i en pressemeddelelse.
Ditte Juul Jørgensen er 60 år og kommer med næsten 34 års ansættelse i EU-Kommissionen.
Herunder 20 års erfaring med handelspolitik og fem år som kabinetschef for Margrethe Vestager.
Det var i perioden 2014-2019, hvor Margrethe Vestager var EU-kommissær med ansvar for konkurrence.
Stillingen som generaldirektør i kommissionen svarer nogenlunde til stillingen som departementschef i en dansk sammenhæng.
Og når det gælder handel er der samtidig tale om et af de vigtigste områder for EU.
EU har enekompetence på handelspolitikken.
Det betyder, at det er EU-Kommissionen, der forhandler og indgår handelsaftalerne på vegne af alle 27 medlemslande.
Handelsaftalerne er blevet særligt vigtige efter USA's præsident, Donald Trump, er begyndt at lægge told ikke bare på europæiske varer, men også på varer fra andre nationer i verden.
Det har pludseligt åbnet et vindue for EU.
På kort tid er det lykkes at indgå ellers svære handelsaftaler med blandt andre Indien, Australien og de sydamerikanske Mercosur-lande.
- Handelspolitik er et af EU's mest effektive redskaber og spiller en afgørende rolle for EU's økonomiske sikkerhed i en tid, hvor vi oplever geopolitisk krise, økonomiske udfordringer og klimaændringer.
- Jeg håber at kunne trække på noget af min erfaring fra arbejdet med energikrisen og mere bredt min erfaring i EU-systemet, og ser meget frem til at vende tilbage til handelspolitikken, siger Ditte Juul Jørgensen.
Hun skifter til den nye post efter knap syv år som generaldirektør for Energi.
Her har hun siden august 2019 ledet arbejdet med EU's energiomstilling under Green Deal.
Og været med til at håndtere både energikrisen i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine og EU's udfasning af russisk energi.
I den seneste tid har hun arbejdet tæt sammen med den danske EU-kommissær Dan Jørgensen, der blev udpeget til kommissær for energi og boliger i von der Leyens anden EU-Kommissionen.
Praksis i EU-Kommissionen er, at en generaldirektør typisk bestrider jobbet i fem-syv år.
/ritzau/




