18/12/2025 - 08:00
Digital detox: Skru ned for skærmen og op for samværet
Flere timer foran mobilen betyder færre pauser til hjernen. Vi skal derfor øve os i at blive bedre til at logge af og tage pauser, siger psykolog.
Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Af: Af Kristian Spinding Andersen, Ritzau Fokus
Hvis du rækker ud efter mobilen som det første om morgenen, er du langtfra den eneste.
En undersøgelse af skærmvaner fra 2025 af Norlys og Radius viser, at godt en tredjedel af voksne mellem 18 og 49 år kigger på telefonen som det første, når de står op om morgenen, og som det sidste, inden de går i seng om aftenen.
Men du vil gøre dig selv en stor tjeneste ved at tage en digital detox, forklarer psykolog Rikke Papsøe, der selv har oplevet, at mobilen havde taget overhånd.
- På et tidspunkt var min telefon så stor en del af mit liv, at min seksårige datter tegnede et billede af mig med min mobil i hånden. Der følte jeg mig set på en rigtig nederen måde, fortæller hun.
Derfor foreslår hun at rense ud i dit skærmbehov.
- Vi skal forsøge at øve os i at lægge telefonen væk og bruge tid på andre ting, mener hun.
Begrebet "digital detox" betyder at tage en frivillig pause fra de digitale vaner, så du kan blive mere bevidst om dit skærmforbrug og på den måde frigive mere tid og plads til pauser og samvær.
Ifølge Rikke Papsøe er et godt sted at starte at træde et skridt tilbage og danne sig et overblik over sit skærmforbrug. De fleste undervurderer nemlig, hvor mange timer de bruger på mobilen.
- Find ud af, hvad du egentlig bruger den til, og hvad der er nødvendigt for dig. Jeg har talt med flere, der for nylig har slået notifikationer fra på deres nyhedsapps, fordi der kommer så mange voldsomme nyheder hele tiden i øjeblikket, siger hun.
Det kan være en god idé at nedskalere eller helt slå notifikationer fra. Mange distraktioner kommer fra beskeder, mails eller spil, der fanger din opmærksomhed.
Kun otte procent benytter sig af tidsbegrænsning på apps og en tredjedel ved slet ikke, at man kan tidsbegrænse ifølge Norlys og Radius' Skærmindex 2025.
Hun forklarer, at du også kan prøve at ændre telefonens farveindstilling til sort-hvid. Uden de farverige ikoner og røde prikker fra ulæste notifikationer mister mobilen nemlig noget af sin tiltrækningskraft.
- Rød er en farve, vi mennesker reagerer på, og derfor kan det være meget distraherende at se et rødt lys ud af øjenkrogen. Af den grund kan det hjælpe at indstille sin telefon til kun at vise gråtoner, siger hun.
Smartphones har gjort det nemmere hele tiden at blive stimuleret, fordi der er en konstant informationsstrøm - og det er vores hjerner ikke designet til at kapere.
- Vi har brug for nogle flere pauser i løbet af dagen, hvor vi bare kigger lidt ud i luften, trækker vejret og lader tankerne vandre i stedet for at ty til mobilen, fortæller Rikke Papsøe.
Du kan hjælpe dig selv ved at lægge mobilen fra dig derhjemme, så du ikke altid er en lyd eller vibration væk fra en distraktion.
- Hvis du hele tiden har den på dig, får du ingen pauser. Mange tænker, at det er afslappende at sidde på Facebook eller scrolle gennem Instagram eller TikTok, men det er en aktivitet, hvor du bliver overloadet med information.
- Det er ret nemt at indføre, at alle lægger deres mobiltelefoner i en skuffe, når de kommer hjem. Det er både godt for alles hjerner og for fællesskabet, siger Rikke Papsøe.
/ritzau fokus/




