Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Manchester, 07/02/2026 - 21:25

Frank hæfter sig ved god halv time trods utur mod United

Tottenham løb ind i et nederlag til Manchester United, men Thomas Frank var glad for spillernes viljestyrke.

Phil Noble/Reuters

Af: /ritzau/

Thomas Frank og Tottenham kom lørdag spillemæssigt fint fra land i udekampen mod Manchester United, men et rødt kort til anfører Cristian Romero spolerede jagten på point på Old Trafford.

Sådan forklarer den danske cheftræner nederlaget på 0-2 mod United, der nu har vundet fire kampe på stribe.

- Vi startede de første 30 minutter rigtig godt. Der var det en god præstation på udebane mod et Manchester United-hold, som spiller med selvtillid og er i et godt flow, siger Frank på pressemødet efter nederlaget.

- Selvfølgelig ændrede det røde kort momentum. Men jeg er generelt meget stolt af spillerne, og især i den sidste time, hvor de viste modstandsdygtighed, holdt sig inde i kampen og fortsatte med at kæmpe.

Forsvarsspilleren Cristian Romero fik direkte rødt kort efter en lille halv time, da argentineren stemplede Manchester Uniteds Casemiro i en hård tackling.

Men Thomas Frank er ikke enig i beslutningen om, at Romero skulle sendes tidligt i bad.

- Jeg har set det røde kort fem gange nu. Romero forsøgte tydeligvis at gå efter bolden, siger han.

Tingenes tilstand i Premier League for Thomas Frank og Tottenham ser vanskelig ud efter nederlaget i Manchester.

Holdet fra det nordlige London dumper ned på en 15.-plads i ligaen, hvis Crystal Palace søndag får point mod Brighton.

På papiret ser det ligeledes vanskeligt ud for Tottenham at vende skuden på den korte bane, da et svært program venter i de kommende uger.

Næste opgave i Premier League er en udekamp mod Newcastle, mens topholdet Arsenal efterfølgende venter i et rivalopgør på hjemmebane.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek