Oslo, 28/01/2025 - 06:45
Travlt landshold undgår lejrkuller: Man skal ikke rose for meget
De danske håndboldlandsholdsspillere har tilbragt mere end tre måneder sammen det seneste år.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
For håndboldspillere er landsholdet egentlig kun en bibeskæftigelse i forhold til hverdagen i klubberne, hvor lønnen bliver hevet hjem.
Men sidegesjæften er efterhånden temmelig tidskrævende for det danske landshold, der i disse år kommer langt i alle turneringer.
I løbet af det seneste år har truppen sammenlagt været sammen i mere end tre måneder og har spillet 35 kampe. Den slags sætter sine spor.
- Jeg tror da godt, at vi alle sammen kan mærke, at vi nu kører på fjerde måned sammen. Jeg er glad for, at der ikke er en turnering igen om fire måneder, siger landstræner Nikolaj Jacobsen med et grin.
OL i Paris har gjort det til et særligt travlt år, der startede med EM i Tyskland, der inklusive optakt lagde beslag på hele januar 2024.
Sidst i juni samledes holdet i Faaborg for at forberede sig til OL i Paris, der først sluttede 11. august. Og nu er man altså i gang med et VM, som reelt begyndte, da spillerne mødte ind til forberedelse i Helsingør 3. januar.
- Jeg har ikke mærket dårlig stemning og lejrkuller. Ikke andet end den sædvanlige hårde tone, og det skal jo til. Man skal ikke rose hinanden for meget, siger Rasmus Lauge med et glimt i øjet.
Han peger på, at holdet har en meget social kultur, hvor spillerne formår at slå de mange fritimer ihjel uden at køre sur i det ellers noget ensformige hotelliv.
- Jeg synes jo faktisk ikke, at man kan mærke, at vi har været så meget sammen. Det hele kører bare, og vi virker til at nyde hinandens selskab.
- Hvis nogen har brug for at trække sig tilbage en gang imellem og koble fra, så er der ingen, der er sure over, at man lige lægger sig op på værelset. Der er perfekt harmoni. Det er vi gode til, siger Lauge.
Onsdag skal holdet på banen igen, når det gælder VM-kvartfinalen mod Brasilien i Oslo.
/ritzau/