Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Milano, 17/02/2026 - 21:01

Landstræneren savner marginaler: Det gør utrolig ondt

Mikael Gath efterlyser effektivitet foran mål, men er stolt over, hvordan holdet har præsenteret sig ved OL.

David W Cerny/Reuters

Af: /ritzau/

Skuffelsen lyste ud af ishockeylandstræner Mikael Gath, da han tog en sidste rundtur til medierne ved vinter-OL i Milano.

2-3-nederlaget i playoffkampen mod Tjekkiet svier. Og selv om niveauet ved OL var usædvanlig højt, mener landstræneren alligevel, at der var mere at komme efter for hans mandskab.

- Det her gør utrolig ondt. Det er en meget stor skuffelse, at vi ikke kommer til at spille en kvartfinale mod Canada.

- Vi havde pucke, der føltes, som om de var meget tæt på at gå ind, da vi spillede seks mod fem til sidst. Det er små marginaler, og dem havde vi ikke rigtig med os, siger Mikael Gath.

Han erklærer sig dog stolt over, hvordan holdet har præsteret sig på den største landsholdsscene.

Kampene i Milano viser, at dansk ishockey skal tages alvorligt - også mod hold, der rummer langt flere og større profiler end det danske.

- Vi hører rundt omkring, at mange er imponeret over, hvor dansk ishockey er nået til. At vi kan være med og slås med nogle af de bedste i verden, siger Gath, der kun efterlyser større effektivitet foran modstandernes mål.

- Vi skulle lave flere mål, og vi burde have været lidt skarpere i powerplay. Mod Tyskland og Tjekkiet scorede vi ikke de mål, vi skulle, og det kom til at koste os, mener han.

Når OL-skuffelsen er kommet på afstand, begynder forberedelserne til VM i Schweiz, hvor landsholdet skal forsøge at leve op til sidste års historiske indtog i semifinalen.

- Jeg håber og tror, at spillerne har fået styrket troen på, at vi kan spille op med de bedste, og så er det min forhåbning, at vi kan få en lignende trup til VM, siger Mikael Gath.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek