Teheran, 22/06/2025 - 23:49
Iransk medie melder om at israelsk droneangreb rammer ambulance
Et droneangreb fik en ambulance til at køre ind i et andet køretøj i det centrale Iran, melder nyhedsbureau.
Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Tre mennesker meldes dræbt i et israelsk angreb, der har ramt en ambulance søndag i det centrale Iran.
Det rapporterer det iranske nyhedsbureau ISNA.
- Ambulancen var på vej til at overføre en patient, da den blev kraftigt beskadiget af et droneangreb, siger guvernøren Hamidreza Mohammadi Fesharaki.
- Alle i ambulancen - føreren, patienten og en ledsager - led martyrdøden. Droneangrebet fik ambulancen til at vige fra sin vejbane og køre ind i et andet køretøj, tilføjer han.
Angrebet skete i Najafabad, som ligger i den centrale provins Isfahan.
Der er også søndag aften dansk tid meldinger om angreb i det nordvestlige Iran.
Ifølge ISNA har to steder i byen Tabriz, der har omkring to millioner indbyggere, været mål for angreb.
Det står ikke klart, om der er sket skader, eller om der er tilskadekomne. Luftforsvaret blev aktiveret under angrebet, siger en chef for kriseberedskabet i provinsen.
Iran og Israel har udvekslet angreb i over en uge. Natten til søndag meldte USA - Israels allierede - sig direkte ind i konflikten og udførte flere angreb på iranske atomanlæg.
Det var Israel, der i første omgang eskalerede en årelang konflikt med Iran ved at udføre en stribe af angreb den 13. juni, hvor atomanlæg blev ramt, og hvor højtstående militærfolk blev dræbt.
Israel hævdede, at det var nødvendigt for landets sikkerhed, fordi Iran var tæt på at udvikle atomvåben. En påstand, som det iranske styre har afvist.
Søndag siger den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, at Israel er tæt på at have opnået sine mål i Iran efter de amerikanske angreb.
Han har her gentaget, at ambitionen er at ødelægge Irans atomprogram såvel som landets mulighed for at angribe med missiler.
- Vi bevæger os skridt for skridt mod at opnå de her målsætninger. Vi er meget, meget tæt på at komme i mål, siger Netanyahu.
Han tilføjer, at Israel vil indstille angrebene i Iran, når målene er nået.
/ritzau/AFP