Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Andøya, 05/09/2026 - 23:08

Raket opsendt fra Norge er i kredsløb om Jorden

Efter en mislykket opsendelse og flere aflysninger er den tyske raket "Spectrum 2" blevet affyret fra Norge.

Af: /ritzau/

Raketten "Spectrum 2" er lørdag aften blevet affyret fra Andøya i det nordlige Norge.

Det skriver flere medier, heriblandt nyhedsbureauet Reuters og det norske medie NRK.

Syv minutter efter opsendelse nåede raketten i kredsløb om Jorden.

Det er første gang, at en raket er blevet sendt i kredsløb om Jorden fra Vesteuropa, skriver NRK.

Det tyske rumfirma Isar Aerospace står bag raketten, som er ubemandet.

Tidligt lørdag bekræftede selskabet i en pressemeddelelse, at man var klar til at sende raketten afsted.

- Adgang til rummet er fortsat en af de største begrænsninger for rumfartindustrien og den nationale sikkerhedsarkitektur.

- Vi har opbygget den infrastruktur og de kapaciteter, der skal til for at ændre på det, lød det fra stifter og administrerende direktør i Isar Aerospace, Daniel Metzler, i meddelelsen.

Lørdagens opsendelse var det sjette forsøg på at sende raketten i kredsløb.

Første forsøg var i marts 2025. Her mistede raketten fremdrift efter omkring 25 sekunder, hvorefter den styrtede mod jorden.

De øvrige fire opsendelser er blevet aflyst på grund af uvejr eller funktionsfejl.

RITZAU

TjekDet - faktatjek