Caracas, 25/05/2025 - 22:03
Blot 16 procent ventes at stemme ved parlamentsvalg i Venezuela
Venezuela afholder søndag parlaments- og regionalvalg. Ved præsidentvalget var der anklager om valgsvindel.
Maxwell Briceno/Reuters
Af: /ritzau/
Omkring 21 millioner vælgere har mulighed for at afgive deres stemme ved søndagens valg i Venezuela.
Men under en femtedel af vælgerne ventes at dukke op.
I hvert fald forudsiger meningsmålingsinstituttet Delphos, at valgdeltagelsen bliver på 16 procent. Størstedelen ventes at være støtter af præsident Nicolás Maduro.
Det skriver nyhedsbureauet AFP. Parlaments- og regionalvalget afholdes ti måneder efter det sydamerikanske lands seneste præsidentvalg.
Her erklærede Nicolas Maduro sig som valgets vinder. Men oppositionen har hævdet, at der var tale om valgsvindel.
Både oppositionen og en stor del af det internationale samfund mener, at oppositionskandidat Edmundo González Urrutia var valgets sande vinder.
Urrutia måtte efter valget flygte fra Venezuela, og i december fik han asyl i Spanien.
Derudover har landets oppositionsleder, María Corina Machado, opfordret venezuelanere til ikke at legitimere det, de anser som værende endnu et fupvalg.
Valgstederne åbnede klokken 06 søndag morgen lokal tid - klokken 12 dansk tid.
Ved middagstid - lokaltid - rapporterede AFP-journalister fra valgsteder i hovedstaden Caracas samt San Cristóbal og Barinas, at kun en håndfuld vælgere var mødt op.
Det er uklart, præcis hvor mange vælgere der har mulighed for at stemme disse steder.
En mindre del af oppositionen- ledet af den tidligere præsidentkandidat Henrique Capriles - har afvist opfordringen om et boykot.
Det sker med den begrundelse, at tidligere vælgeres afholdelse fra at stemme blot har givet Maduro mulighed for at udvide sit greb om magten.
- Vi skal stemme som en form for modstand, siger Capriles, der stiller op til Nationalforsamlingen, ifølge AFP.
Valgstederne lukker officielt klokken 18 lokal tid - ved midnat dansk tid. De skal dog holdes åbne, så længe der står vælgere i kø, skriver AFP.
Blot to dage inden valget blev den fremtrædende oppositionspolitiker Juan Pablo Guanipa anholdt. Han har tidligere har siddet i parlamentet og er en tæt samarbejdspartner med landets oppositionsleder, María Corina Machado.
Ifølge indenrigsminister Diosdado Cabello blev Guanipa anholdt, fordi han angiveligt har stået i spidsen for et "terrornetværk". Ifølge ministeren havde det planlagt angreb i forbindelse med parlaments- og regionalvalget.
I et opslag på den sociale platform X lød det fra Guanipa, at han var "blevet bortført af Maduro-regimets styrker".
Både Guanipa og Machado gik efter præsidentvalget i skjul.
/ritzau/