København, 01/07/2025 - 09:00
Sydpå i elbil? Lille detalje kan gøre din tur ekstra dyr
Det kan blive en hed fornøjelse, hvis køleanlægget ikke virker, når du skal afsted på sommerferie, men de færreste ved måske, at det også slider på elbilen.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: Af Oliver Meyer Fovsholm, Ritzau Fokus
Der er over 400.000 elbiler i Danmark, og hvis du er en af dem, der har planer om at vælge elbilen til at køre på ferie syd for grænsen, er der noget, du skal være opmærksom på.
Sådan lyder det fra Jesper Valentin Lund, der er konceptchef for autoværkstedskæden Det grønne e.
- Du skal sørge for, at der er nok kølemiddel på din elbil. Kører man i varmen, og der ikke er nok på, kan det nedsætte ladehastigheden og bilens rækkevidde, fordi el-komponenterne i bilen ikke har den rigtige temperatur, siger han.
Og så skal bilen bruge mere strøm på at nedkøle kabinen og batteriet. Han forklarer, at hvis du mister halvdelen af kølemidlet, kan strømforbruget blive fordoblet.
På den måde kan det både blive en dyrere fornøjelse at komme frem til sin feriedestination og tage længere tid.
Jesper Valentin Lund forklarer, at vi har været vant til, at aircondition i traditionelle biler er til for at give komfort, men i elbiler har det også en sikkerhedsmæssig funktion.
- Det er gået fra at være nice to have til need to have. I Danmark kan du godt køre rundt uden at opdage, at der ikke er nok kølemiddel på bilen, men det gør man, hvis man kører rundt sydpå, siger konceptchefen.
Hvis der ikke er nok kølemiddel på bilen, kan el-komponenterne ikke køles ned og får derfor en for høj temperatur. Det kan stresse komponenterne og i værste fald give fejl eller føre til, at de bliver ødelagt. Og det kan blive en dyr fornøjelse.
- Et batteri kan godt koste 100.000 kroner, siger Jesper Valentin Lund.
Kølemiddel forsvinder naturligt henad vejen på grund af diverse utætheder i systemet.
Generelt anbefaler Jesper Valentin Lund, at man får niveauet af kølemiddel tjekket hvert andet år hos et værksted, da det kræver særligt udstyr. Elbil eller ej.
- Hav det med i din betragtning, hvis du vil passe på din elbil. Det er for sent, når du er kørt afsted på ferie, siger han og minder om, at ligesom en konventionel bil har en elbil også brug for vedligeholdelse.
Det er en vane, som elbilejerne skal vænne sig til.
- Det er ikke en evighedsmaskine, siger Jesper Valentin Lund.
/ritzau fokus/