London, 11/06/2026 - 13:49
Britisk forsvarsminister stopper efter uenighed om penge til forsvaret
Den britiske forsvarsminister, John Healey, stopper efter uenighed med Keir Starmer om forsvarsinvesteringer.
Brook Mitchell/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Storbritanniens forsvarsminister, John Healey, trækker sig fra sin post på grund af uenighed om, hvor meget Storbritannien skal investere i landets forsvar.
Det skriver John Healey i et brev til premierminister Keir Starmer, som Healey selv har offentliggjort på det sociale medie X.
Hverken premierminister Keir Starmer eller finansministeriet har sørget for at afsætte de midler, der er nødvendige i en tid med øgede trusler mod Storbritannien, lyder det fra Healey i brevet.
- Vi trådte ind i regeringen med en erkendelse af, at Storbritannien stod over for en ny trusselsæra, som krævede en ny æra for forsvaret.
- Denne nye æra for forsvaret krævede yderligere investeringer gennem forsvarets investeringsplan (Defence Investment Plan), skriver han.
Arbejdet med investeringsplanen blev afsluttet i januar og "bekræftede omfanget af udfordringen og de øgede krav til forsvaret", lyder det.
- Siden da har du været ude af stand til - og finansministeriet har ikke været villig til - at afsætte de ressourcer, som nationen har brug for for at kunne forsvare landet i denne tid med voksende trusler, skriver Healey.
John Healey har været forsvarsminister siden juli 2024.
/ritzau/




