Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 29/03/2024 - 08:00

Andreas Bo: Jeg vil ikke være hensynsløs

Komiker Andreas Bo, der er aktuel i Aarhus Revyen, elsker friheden ved at stå alene på scenen. Men det duer ikke, når han arbejder sammen med andre.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Thit Lund Bording, Ritzau Fokus

Andreas Bo - manden med gummiansigtet - har hele sin karriere vekslet mellem solo og samarbejde.

Den 57-årige komiker er vant til at gøre, lige hvad der passer ham på sine turnéer rundt i det danske land med sine onemanshow.

Men fra 3. april skal han endnu en gang dele scenen, når han medvirker i Aarhus Revyen i Smilets By.

- Hvis jeg bare gør, som det passer mig, ligesom når jeg optræder alene, så går det ud over de andre og forestillingen. Det kan godt komme til at virke hensynsløst, hvis man kører sololøb.

- Det kan jeg jo ikke, så jeg skal ligesom overholde nogle spilleregler, siger han videre.

Det er dog ikke noget, han ser som en udfordring - for han har jo prøvet det mange gange før, bemærker han.

For ud over at være kendt komiker har Andreas Bo i mange år også lavet teater og revy. Han har blandt andet underholdt i Cirkusrevyen, Tivolirevyen og Nykøbing Falster Revyen.

Han brød igennem som komiker i det satiriske underholdningsprogram "Live fra Bremen" i 2010 og har siden haft en række soloshows. Blandt andet "Plagiat" og "Skarp".

- For at være helt ærlig kan jeg godt lide at optræde alene. Jeg elsker at lave en forestilling, hvor jeg har publikum helt for mig selv. Når man spiller sammen med andre, får man jo ens kollegers grin og samvær på scenen. Men det kræver også, at man giver de andre plads, siger han og fortsætter:

- Det er dejligt at være sammen med nogle kolleger og høre et fuldtalligt orkester, der bare spiller. Men det minder mig også om, hvor privilegeret jeg er over at have mulighed for bare at køre afsted og lave underholdning helt for mig selv - ligesom det passer mig. Det er fedt, det må jeg sgu sige, lyder det fra den prisvindende komiker.

Begge dele kan hver sin ting.

- Og jeg ved, at jeg ville savne det ene, hvis jeg ikke havde det og omvendt, indskyder Andreas Bo.

I Aarhus Revyen er det de erfarne kolleger Mikkel Schrøder, Christine Astrid og Lone Rødbroe samt revydebutanten Maria Lucia, som komikeren spiller over for. Og de har nogle helt andre forcer, lyder det fra Andreas Bo.

- I den her sammenhæng er der simpelthen bare nogle, der er dygtigere end mig til nogle ting, griner komikeren og tilføjer, at det for eksempel er at synge.

- De er så pissegode, så jeg bliver flov altså. Kæft, de synger. Og der er ikke andet at gøre end at prøve at følge med. Jeg kan jo godt holde en tone, men det er på et helt andet niveau. Men det er skidesjovt, og så får vi det bedste ud af det.

Publikum kan blandt andet glæde sig til at se Andreas Bo i en duet med Maria Lucia.

- Jeg har skrevet et nummer, der skal give publikum svaret på, om både Kate og Leo kunne være på tømmerflåden i slutningen af "Titanic". Det er et storslået musicaldrama, det kan jeg godt sige dig. Men jeg siger ikke, hvad det ender med, siger han.

- Så jeg har Danmarks største musicalstjerne helt for mig selv hver aften i fem minutter, mens vi får svaret på det spørgsmål, griner Andreas Bo.

Aarhus Revyen spiller frem til 4. maj på Hermans i Tivoli Friheden.

/ritzau/

New York City, 02/07/2025 - 04:32

Jury i Diddy-sag er enige om fire ud af fem anklagepunkter

Jane Rosenberg/Reuters

Rapper Sean "Diddy" Combs er tiltalt for blandt andet menneskehandel med henblik på prostitution.

Juryen i sagen mod rapperen Sean "Diddy" Combs er nået frem til en afgørelse i fire ud af fem anklagepunkter, men mangler fortsat at nå til enighed om det sidste punkt, der drejer sig om at bidrage til organiseret kriminalitet.

Det sagde den amerikanske distriktsdommer Arun Subramanian i retten tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed har juryen endnu ikke kunnet nå frem til en afgørelse i sagen, og drøftelserne fortsætter onsdag.

Ifølge anklageskriftet har Combs i en lang årrække misbrugt, truet og tvunget kvinder og andre omkring sig til at opfylde sine seksuelle lyster, beskytte sit omdømme og skjule sin adfærd.

Ifølge myndighederne tvang Sean Combs blandt andet kvinder til at have sex med mandlige sexarbejdere, mens de blev filmet.

Det skal være sket til fester, der er blevet omtalt som "freak offs".

Juryen, der består af 12 personer, er mere præcist nået til enighed vedrørende fire anklagepunkter om menneskehandel med henblik på prostitution og afpresning.

Det sidste punkt, som juryen altså ikke er blevet enige om, handler om organiseret kriminalitet. Anklagemyndigheden mener, at Combs' ansatte faciliterede hans misbrug ved at booke hotelværelser til "freak offs" og skaffe ulovlige stoffer til festerne.

55-årige Combs har nægtet sig skyldig i alle fem anklagepunkter. Hvis han dømmes for anklagepunktet om menneskehandel og afpresning, risikerer den tidligere milliardær livsvarigt fængsel.

To af Combs' tidligere kærester - heriblandt sangeren Casandra "Cassie" Ventura - har vidnet i sagen og fortalt, at han har udsat dem for både fysisk og seksuel vold.

Combs' forsvarere erkender, at rapperen til tider har været voldelig i sine parforhold, men at den seksuelle aktivitet, som anklagemyndigheden har beskrevet, var frivillig.

Foruden straffesagen er der også flere civile søgsmål mod rapperen fra kvinder og mænd, der anklager ham for overgreb.

Combs har grundlagt pladeselskabet Bad Boy Records og betragtes som en af de mest succesfulde rappere i musikhistorien.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

København, 01/07/2025 - 22:35

Årets Roskilde Festival kan slå 49 år gammel varmerekord

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Onsdag ryger temperaturerne i vejret, før et voldsomt vejrskifte med torden rammer flere steder i landet.

Onsdag kan der blive så varmt på Roskilde Festival, at dagen bliver den varmeste i festivalens historie.

- Det er usædvanligt sommervarmt, og der er fuld knald på solen, siger vagtchef ved DMI Thor Hartz.

Hvor mange grader termometeret præcist skal stå på for at slå rekorden, har Roskilde Festival ikke tal på, men ifølge Politiken stammer den eksisterende rekord helt tilbage fra 1976.

Her blev der ifølge avisen målt 28,7 grader en af dagene.

- Jeg forventer en 32 til 34 grader i Roskilde. Generelt kommer vi over 30 grader mange steder i landet, siger vagtchefen.

Han fortæller, at den normale maksimale temperatur for begyndelsen af juli plejer at ligge lidt over 20 grader.

Udsigten til rekordhøje temperaturer har fået Roskilde Festival til at sætte flere poster med vand op.

- I år har vi opnormeret antallet af vandposter, så vi er klar til det vejr, vi kigger ind i, siger divisionschef for byplan og logistik på festivalen Kim Kristensen.

Derudover beder festivalen gæsterne om at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

- Det handler om at bruge solcreme, opsøge skygge, drikke rigeligt vand og klæde sig efter det varme vejr. Og så er det vigtigt at få noget sødt og salt til kroppen, siger Kim Kristensen.

Men det er ikke kun vandposter og skygge fra solen, festivalgæsterne får brug for.

Det er også med at finde paraplyen og regnslaget frem. DMI forudser nemlig, at der sker et markant skift i vejret onsdag aften.

- Ud på aftenen kommer der flere skyer og senere byger, torden og hagl. Det sker, når musikken begynder at starte, så det er lidt uheldigt, siger vagtchef Thor Hartz.

Tordenvejret markerer en større ændring i vejret, fortæller han.

- Allerede torsdag vil det være noget køligere med 18 til 22 grader, men det ser ud til at holde tørt torsdag, så det kan man glæde sig over.

- Det bliver mere ustadigt fredag og lørdag, hvor der kan komme perioder med regn og byger, så det er med at nyde solen i dag og i morgen. Det er klart de mest solrige dage, siger vagtchefen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 01/07/2025 - 12:00

FAKTA: Indeklimaproblemer fordelt på boligtyper

* Alt efter hvilken boligtype, man bor i, kan udfordringer med indeklimaet opleves forskelligt.

* Beboere i typehuse fra år 2000 eller nyere oplever i højere grad end andre varme eller for høje temperaturer samt for meget dagslys.

* Beboere i byhuse og bindingsværkshuse oplever oftere fugt og skimmelsvamp samt kolde vægge.

* I bindingsværkshuse og landhuse oplever beboerne i højere grad end andre indeklimaproblemer som træk og kulde, røg samt for lidt dagslys.

Kilde: Videncenteret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 01/07/2025 - 12:00

Koldt vand og gennemtræk kan hjælpe på søvnen i sommernætterne

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Søvnen kan drille i sommervarmen. Men med simple råd til indeklima og rutiner kan du få ro om natten trods lys og høje temperaturer.

Når sommeren for alvor melder sin ankomst med lyse nætter og varme dage, kan det være en udfordring at få en god nats søvn.

Mange oplever, at temperaturen i soveværelset stiger, at luften føles tungere, og at kroppen har sværere ved at finde ro.

Men der er råd for at sikre nattesøvnen - og her spiller et godt indeklima en vigtig rolle, forklarer Tue Patursson, der er fagekspert i byggeteknik, klimasikring og indeklima hos Videncentret Bolius.

Det er mest optimalt at undgå varmen fra solen, hvis ens soveværelse vender mod nord, forklarer han.

- Når det er en virkelig varm periode, kan man overveje at sove i et andet rum eller værelse, siger Tue Patursson.

Det er selvfølgelig ikke alle, der kan det, tilføjer han.

Derfor kan man så vidt muligt sørge for, at varmen ikke kommer ind.

- Man kan være på forkant i løbet af eftermiddagen og aftenen med en parasol, markise eller gardiner, ligesom man ofte ser sydpå med skodder for vinduerne.

Fageksperten anbefaler også, at man kan lave gennemtræk i sit soveværelse ved for eksempel at holde døren åben ind til andre værelser.

- Det kan godt være, at det er varm luft, der kommer ind, men bevægelsen i luften gør det trods alt mere behageligt end, hvis luften er stillestående, siger Tue Patursson.

Kan man ikke have vinduerne åbne på grund af støj, kan en nem og billig løsning være at anskaffe en ventilator, som kan stå i den ene ende af soveværelset.

- Det skaber trods alt lidt bevægelse i luften, siger han.

Et køligt soveværelse er afgørende for en god nats søvn i sommermånederne, siger søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum, der er ph.d. og lektor på Institut for Neurovidenskab ved Københavns Universitet.

Hun anbefaler også at sørge for at lufte ud og holde vinduet åbent, hvis det er muligt.

Men når vinduerne er åbne, kan det være svært at holde soveværelset mørkt, hvilket også har betydning for en god søvn, påpeger Birgitte Rahbek Kornum.

- Man kan overveje at investere i en sovemaske. Hvis man gør det, er det vigtigt, at den skal være mørk og behagelig at have på, så man kan holde ud at sove med den, siger søvnforskeren.

Hvis du alligevel ligger i varmen og ikke kan finde ro, kan det være en idé at stå op i kortere tid, siger Birgitte Rahbek Kornum.

- For eksempel kan du gå udenfor eller tage et kort, køligt bad - men ikke for længe, da det forstyrrer den indre temperatur, og så får det modsat effekt, lyder det.

Søvnforskeren henviser til et trick, som nogle bruger i Sydeuropa.

Hvis man har været i bad og er våd, kan man dryppe af og lægge sig i seng uden at tørre sig helt.

- Fordampningen er med til at køle kroppen ned, forklarer hun.

Et andet tip kan også være at fugte sin hovedpude en smule, da fordampningen her giver samme kølende effekt.

Selv om det kan give tankemylder at falde til ro i varmen, skal man se, om man kan undgå at stresse over det, siger Birgitte Rahbek Kornum:

- At man sover dårligt én nat eller to nætter gør ikke noget. Man skal bare stå op, som man plejer, og så skal man nok komme til at sove godt igen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek