Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Nuuk, 18/05/2026 - 15:30

Grønlands regeringstop har holdt møde i god tone med USA-udsendinge

Jens-Frederik Nielsen og Múte B. Egede understreger på pressemøde, at Grønland bestemmer egen fremtid.

Af: /ritzau/

Den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen (Demokraatit), og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), har haft et godt møde i "en god tone" med USA's særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, og USA's ambassadør i Danmark, Ken Howery.

Det siger Jens-Frederik Nielsen mandag på et pressemøde i Nuuk ifølge en simultantolkning.

- Vi understregede den linje, som vi har fastholdt lige siden starten, siger han.

- Vi sagde, at Grønland og det grønlandske samfund skal respekteres.

Til stede ved pressemødet er også Múte B. Egede.

- Vi har ikke ændret vores holdning. Selvfølgelig skal Grønlands fremtid bestemmes af det grønlandske folk, siger han.

Jeff Landry ankom søndag til Grønland, og mandag fik han selskab af Ken Howery.

Forholdet mellem USA og Kongeriget Danmark har været særdeles anspændt, siden Donald Trump i december 2024, kort tid efter at han havde vundet præsidentvalget i USA, igen udtrykte sin interesse i at få Grønland på amerikanske hænder.

Det samme ønske udtrykte han tilbage i 2019, men i anden omgang har Trump været mere stålsat.

Han har undervejs ikke villet afvise at bruge militær magt til at "få" Grønland, der spiller en vigtig rolle i den sikkerhedspolitiske situation i Arktis-området.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek