Washington D.C., 07/08/2025 - 02:55
Medie: USA lemper kritik af landes krænkelse af menneskerettigheder
Ifølge The Washington Post viser rapport, at USA's kritik af Rusland, El Salvador og Israel lempes.
Handout/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
USA's udenrigsministeriums årlige menneskerettighedsrapport viser, at præsident Donald Trumps administration vil nedtrappe sin kritik af nogle udenlandske landes dokumenterede krænkelser af menneskerettigheder.
Det skriver avisen The Washington Post på baggrund af lækkede udkast af rapporten.
Det drejer sig om Rusland, El Salvador og Israel, lyder det.
Avisen har citeret de lækkede udkast og skriver, at referatet angående de lande er betydeligt kortere end dem, som var udarbejdet af Trumps forgænger demokraten Joe Bidens administration.
Udenrigsministeriet har endnu ikke offentliggjort årets menneskerettighedsrapport, som dækker det foregående års hændelser. Normalt offentliggøres årsrapporten omkring marts eller april hvert år.
En embedsmand fra udenrigsministeriet oplyste journalister om menneskerettighedsrapporten onsdag.
- Menneskerettighedsrapporten for 2024 er blevet omstruktureret på en måde, der fjerner overflødighed, øger rapportens læsbarhed og er mere lydhør over for de lovgivningsmæssige mandater, der ligger til grund for rapporten.
- Det er ikke meningen, at rapporten skal fungere som en gennemgang af alle menneskerettighedskrænkelser, der er sket i alle lande. Den er ment som en illustrativ og bred oversigt over, hvordan menneskerettighedsforholdene er i de enkelte lande, lød det.
Udenrigsministeriet har ikke umiddelbart reageret på en anmodning om en kommentar.
Donald Trump har efter sin tiltrædelse i januar rakt sin hånd ud til flere lande, som af tidligere administrationer har været kritiseret.
Hans administration betalte El Salvadors præsident, Nayib Bukele, seks millioner dollar for at huse 252 migranter, der blev deporteret fra USA i marts.
Da Trump overtog embedet, aftalte han at mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, som Vesten ellers havde isoleret diplomatisk, siden Rusland i 2022 angreb Ukraine.
Trump har dog på det seneste truet Rusland med amerikanske sanktioner, hvis ikke Rusland inden en deadline på fredag går med til en våbenhvileaftale for krigen i Ukraine.
/ritzau/Reuters