København, 03/07/2025 - 10:44
CBS anker dom om erstatning til bortviste studerende
Studerende fik i byretten erstatning efter bortvisning grundet invitation til "Slutty Fall-Break". CBS anker.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Copenhagen Business School, CBS, vil have ændret den dom, der i juni fastslog, at skolen skal betale erstatning til seks tidligere bortviste studerende.
Torsdag oplyser skolen, at den anker dommen til landsretten.
De daværende studerende blev bortvist i 2019, da de stod bag en begivenhed, hvor de blandt andet inviterede til "en masse snav og body tequila".
Men Folketingets Ombudsmand vurderede i 2022, at CBS' bortvisning var ude af proportioner, og 4. juni dømte Retten på Frederiksberg skolen til at betale hver af de seks studerende 101.250 kroner.
Den dom tager CBS nu til landsretten.
- Det har været en svær beslutning, især fordi vi ved, hvor opslidende det er for de tidligere studerende at være en del af en langvarig juridisk proces.
- Vi havde gerne set en afslutning her, men dommen rejser principielle spørgsmål af væsentlig betydning for hele universitetssektoren. Derfor anker vi, siger Anna Thomasson, uddannelsesdekan på CBS, i en pressemeddelelse.
De studerende blev bortvist fra skolen i ni måneder, og det medførte, at de kom et år bagud med studiet.
I august 2019 var de studerende vejledere på et introforløb for nye studerende på bacheloruddannelsen HA Europæisk Business på CBS.
Et par uger efter afslutningen af forløbet inviterede de på Facebook til "Slutty Fall-Break" - en begivenhed på klubben ARCH, som ikke var i regi af skolen.
De studerende inviterede til fri bar, "så drenge, gem kortet væk og få i stedet hældt en masse "gratis" alkohol på de piger, som I håber på at hive med hjem senere (eller toilettet, hvis det er det, man er til)."
Piger blev også opfordret til at finde den "mest nedringede trøje, korteste nederdel eller mest tætsiddende kjole frem".
Til sidst var opslaget signeret af "vejlederteamet".
Invitationen var en overtrædelse af CBS' ordensregler, men bortvisningen på ni måneder var for hård, mente Retten på Frederiksberg.
/ritzau/