Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Esbjerg, 04/11/2023 - 22:31

Social håndsrækning til ensomme i yderområder får kongelig hæder

Indsatsen Social Drive Out for ensomme i yderområder og designer Henrik Vibskov får kronprinsparrets priser.

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der var prisregn over Esbjerg lørdag aften, da kronprinsparret i år holdt dets årlige prisuddelingsfest i Musikhuset i Esbjerg.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står bag uddelingen af Kronprinsparrets Priser, der har til formål at synliggøre og anerkende ekstraordinære præstationer inden for kunst, kultur og socialt arbejde.

Kronprinsparrets Sociale Pris gik til den sociale indsats Social Drive Out, der bringer nærvær, støtte og fællesskab ud til de yderområder, hvor nogle lever isoleret og i ensomhed.

- De kører ud af selv de mindste grusveje og møder mennesker der, hvor de er. Uge efter uge stiller de op foran den lokale brugs eller forsamlingshus og skaber et frit og uforpligtigende rum, hvor menneskeligt nærvær og støtte er i centrum, lød det fra kronprinsesse Mary under showet.

Social Drive Out startede som en akut indsats under corona, hvor mange mennesker mærkede ensomheden på tætteste hold. Siden er indsatsen fortsat og kører ud til 87 faste stoppesteder i hele landet.

Den anden store, prestigefyldte pris er Kronprinsparrets Kulturpris, der blev overrakt til designer og kunstner Henrik Vibskov.

Ud over at være designer på sit tøjmærke i eget navn, har han også undervist på flere anerkendte designskoler i verden samt arbejdet med musik, billedkunst og videoinstallationer, der har været udstillet på museer.

Kronprins Frederik fremhævede designerens legende og visionære tilgang til design.

- Henrik Vibskov er en ener på den danske modescene. Han har med sit visionære syn på design sat Danmark på verdenskortet, sagde han.

Med hver af de to store priser følger 500.000 kroner samt et kalejdoskop skabt af Olafur Eliasson.

Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris gik til kunstnerduoen How to Kill a Dog bestående af skuespiller og multitalent Emma Sehested Høeg samt filminstruktør Jennifer Vedsted Christiansen for at skabe ærlig scenekunst med fokus på emner som køn og ligestilling.

Den Sociale Stjernedryspris tilfaldt den kommunale indsats Energi til Hinanden for at tage afsæt i unges behov og ønsker, når de guider unge på vej mod job og uddannelse.

Modtagere af Stjernedryspriserne får hver 100.000 kroner.

Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til kronprinsparret.

Parret udpeger prismodtagerne efter indstilling fra to rådgivende komitéer med ekspertise inden for henholdsvis kunst, kultur og socialt arbejde.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek