Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 09/04/2026 - 12:18

Far nægter at have slået og pisket døtre under ophold i Somalia

57-årig mand afviser at have sendt døtre på voldelig genopdragelsesrejse. Den yngste er endnu ikke vendt hjem.

Mohamed Abdiwahab/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 57-årig mand afviser at have slået og pisket sine tre døtre under et tre år langt ophold i Somalia.

Det fremgår, da sagen mod ham torsdag er indledt ved Retten i Aarhus.

Faren er anklaget for i sommeren 2022 at have sendt de tre døtre på dengang 7, 12 og 14 år på genopdragelsesrejse i Somalia.

Der var ifølge anklageskriftet tale om et ufrivilligt ophold, der bragte døtrenes "sundhed og udvikling i alvorlig fare".

De to ældste døtre blev ifølge anklageskriftet udsat for vold "typisk dagligt eller hver anden dag".

Ifølge anklageskriftet blev de slået af faren i hovedet og på kroppen.

Pigerne blev ifølge anklagen også pisket af faren blandt andet med en vandslange, en oplader, et HDMI-stik og en fejekost.

Først for nylig - mere end tre år efter afrejsen fra Danmark - er de to ældste døtre kommet til Danmark. Den yngste er fortsat i landet.

Faren blev anholdt, da han kom til Danmark i september sidste år. Det skete i forbindelse med, at faren skulle have fornyet sit danske pas.

Den tiltalte forklarer i retten, at han rejste med pigerne til Kenya i sommeren 2022. De skulle på safari, fortæller han.

Dernæst var planen at rejse til Somalia, hvor de skulle besøge farens familie. Her skulle pigerne også modtage undervisning, forklarer han.

- De skulle lære somalisk og Koranen, som mine forældre også har lært mig. Det er noget, man har glæde af, fortæller faren.

Han er iført en sort kasket, rød hættetrøje og grå joggingbukser.

Planen var ifølge faren, at pigerne skulle hjem til Danmark, når de havde lært sproget og Koranen.

De blev ifølge faren indkvarteret i et hus med en cirka to meter høj mur omkring.

Faren afviser, at pigerne blev udsat for vold og spærret inde mod deres vilje.

De to ældste piger kom tilbage til Danmark i begyndelsen af 2026.

Det skete ifølge specialanklager Jesper Rubow "efter et længere forløb, hvor flere myndigheder har været inde over".

En lægelig undersøgelse har vist, at de har flere ar og hudafskrabninger forskellige steder på kroppen.

Men faren afviser, at det stammer fra vold under opholdet i Somalia.

- Det kan være noget, de har fået i Danmark. De gik både til fodbold og basketball, siger han.

Faren siger også, at den yngste pige på sigt også skal tilbage til Danmark.

- Det skal hun, når hun engang er stor nok. Det kan være i år, næste år eller om fem år. Det bestemmer jeg.

Faren har alene forældremyndigheden over børnene, da moren er alvorligt syg.

Senere torsdag skal den ældste af døtrene afgive forklaring i retten.

Der ventes dom i sagen 27. april.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek