Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Berlin, 01/06/2026 - 19:05

Kontroversiel ekstremist kan udleveres til Tyskland

Med juridisk kønsskifte skabte Marla-Svenja Liebich, som tidligere hed Sven, stor debat om ny tysk lovgivning.

Eva Korinkova/Reuters

Af: /ritzau/AFP

Marla-Svenja Liebich - som er dømt for blandt andet tilskyndelse til had og har skabt debat om tysk lovgivning om kønsskifte - skal udleveres til Tyskland.

Det har en tjekkisk domstol besluttet mandag.

Liebich har tre dage til at anke udleveringen.

55-årige Liebich, der plejede at hedde Sven, var ifølge tyske medier i årtier leder af en nynazistisk gruppe.

Hun fik i juli 2023 ved en domstol i Halle 18 måneders ubetinget fængsel for tilskyndelse til had og ærekrænkelse.

Liebich skabte sent i 2024 debat om tysk lovgivning, da hun fik foretaget et juridisk kønsskifte kort efter en reform, som havde gjort det lettere.

Kønsskiftet betød, at Liebich kunne afsone i et kvindefængsel.

Kritikere beskyldte Liebich for med sit kønsskifte at ville gøre nar af eller udnytte de nye tyske regler.

Hun meldte sig ikke i kvindefængslet i august 2025, da hun skulle.

I stedet var hun flygtet.

I år blev Liebich dog anholdt af tjekkisk politi ved en by tæt på grænsen til Tyskland.

Jakub Stverak er talsperson for den regionale domstol i byen Plzen, som mandag har behandlet sagen. Han siger, at en udlevering kan ske ret snart, hvis ikke Liebich anker.

- Hvis ikke der bliver indgivet en anke, så vil Liebich blive overdraget til Tyskland i løbet af ti dage, efter at dommen er trådt i kraft, siger Stverak.

Den lov, som Liebich skabte debat om, hedder selvbestemmelsesloven. Den trådte i kraft 1. november 2024.

Den nuværende regering, som den konservative forbundskansler, Friedrich Merz, står i spidsen for, har sagt, at den vil revurdere loven.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek