København, 31/03/2024 - 06:00
FAKTA: Navneskift fra Loud til 24syv skulle hjælpe lyttertal
24syvs sendetilladelse udløber søndag. Kanalen har til tider været omdrejningspunkt for megen kritik.
Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
24syv lukker søndag efter fire år, der både har budt på skiftende ledelse, navneændring og en stor debat om kanalens berettigelse.
Sendetilladelsen ophører, og dermed stopper de omkring 100 ansatte på kanalen.
Læs mere om 24syv og kanalens historie her:
* VLAK-regeringen lavede med Dansk Folkeparti et nyt medieforlig gældende fra 2019, hvor den landsdækkende FM4-sendetilladelse skulle sendes i udbud igen. Men med nye krav om, at hovedkontoret skulle ligge vest for Storebælt.
* Radio24syv meldte pas på at søge om tilladelsen, som Radio4 i stedet søgte og vandt.
* I stedet fik kanalen muligheden for at søge om sendetilladelse til en ny plads som DAB-kanal. Det udbud vandt Kulturradio Danmark, som etablerede radiokanalen Loud, som senere ændrede navn til 24syv.
* Den ansøgning, som Kulturradio Danmark vandt udbuddet med, lagde vægt på, at kanalen primært skulle være henvendt til unge.
* 24syv gik under det daværende navn, Loud, i luften 1. april 2020. Sendetilladelsen udløber 31. marts 2024, og kanalen lukker dermed.
* I december 2020 købte Berlingske Media 40 procent af Kulturradio Danmark. Knap et år senere blev Berlingske Media hovedejer med en ejerandel på 91 procent.
* Loud fik i sin tid stor kritik for mangel på lyttere. Og i oktober 2021 rettede Radio- og tv-nævnet kritik af kanalen for blandt andet interaktion med lyttere og andelen af livesendinger.
* Radioen skiftede kort tid efter navn til 24syv og lavede en plan for at imødekomme kritikken. I planen indgik navneskiftet blandt andet. Og i marts 2022 afsluttede nævnet sit særlige tilsyn med 24syv, da kanalens plan for at rette op var tilfredsstillende.
* Ifølge DAB-tallene er har kanalen et gennemsnit på 19.000 ugentlige lyttere i 2024.
* De sidste 12 måneder er programmerne fra radiokanalen blevet lyttet mere end 20 millioner gange som podcast.
Kilder: Ritzau, Mediawatch, Dagbladet Journalisten.
/ritzau/




