Randers, 30/04/2025 - 15:38
Budtjeneste brugt til at levere opioider og narko
Politiet mener at have rettet et hårdt slag mod netværk, der sigtes for at have solgt blandt andet oxycontin.
Af: /ritzau/
En budtjeneste i Østjylland har leveret både hård narkotika og illegale opioider, mener politiet, som har anholdt fire mænd onsdag.
Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
De fire mistænkes af politiet for at have haft en rolle som bagmænd, og torsdag vil en anklager anmode Retten i Randers om at skride til varetægtsfængsling.
Mændene er i alderen fra 24 til 34 år, men umiddelbart er der onsdag ikke frigivet oplysninger om de mængder, som de sigtes for at have håndteret.
Men i pressemeddelelsen udtrykker politiinspektør Michael Kjeldgaard glæde over at have bremset en kriminel forretning.
- Dagens aktion afspejler endnu et hårdt slag mod et formodet opioid-netværk, udtaler han.
De illegale opioider, der er blevet fordelt af budtjenesten, er især af typen oxycontin.
I de seneste måneder har politiet berettet om flere større sager om opioider.
For eksempel blev der i Sakskøbing på Lolland sidste år afsløret et større lager af både doping-præparater og forskellige lægemidler.
I den sag, som politiet efterforskede under navnet "Operation Candy", blev en 35-årig mand i april idømt fængsel i seks år. Retten i Nykøbing Falster mente, at han havde haft en styrende rolle i forhold til lageret.
/ritzau/