Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aarhus, 25/09/2023 - 10:23

Hollywood-stjerne udskyder forestillinger i Aarhus

Den amerikanske skuespiller John Malkovich skal spille seriemorder i Aarhus til september i stedet for januar.

John Macdougall/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den amerikanske skuespiller John Malkovich udskyder sine forestillinger i Aarhus fra januar til september næste år. Udskydelsen sker ifølge en pressemeddelelse fra Musikhuset i Aarhus af "personlige årsager".

Begge de planlagte forestillingerne rykker til 28. september. Ud over de to udskudte forestillinger bliver der desuden sat billetter til salg til en ekstra forestilling 29. september.

Folk, der har skrevet sig på ventelisten til forestillingen, vil være de første, der bliver tilbudt billetter. Er der billetter i overskud, vil disse blive sat til salg den 28. september klokken 10.00.

John Malkovich skal optræde med musikteaterforestillingen "The Infernal Comedy - Confessions of a Serial Killer". Forestillingen blev ifølge Musikhuset udsolgt på få minutter, da billetterne blev sat til salg.

I forestillingen spiller John Malkovich den østrigske seriemorder "Jack Unterweger". Ud over skuespilleren er også to sopraner og et klassisk ensemble med.

John Malkovich er blandt andet kendt fra film som "Being John Malkovich", "Con Air" og "Mus og mænd".

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek