Washington D.C., 03/01/2026 - 19:19
Trump deler billede af tilfangetagen Maduro med bind for øjnene
På billede delt af Trump kan man angiveligt se Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, på skib.
Handout/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, deler lørdag på Truth Social et billede af den tilfangetagne venezuelanske præsident, Nicolas Maduro, om bord på det amerikanske militærskib "Iwo Jima".
- Nicolas Maduro om bord på USS Iwo Jima, skriver den amerikanske præsident i en kort besked, der ledsager billedet.
På billedet kan man se Maduro i gråt joggingsæt med bind for øjnene. Han har også høreværn på og holder en flaske vand.
Billedet blev delt, nogenlunde samtidig med at et pressemøde med den amerikanske præsident gik i gang. Det er ikke blevet uafhængigt verificeret.
Tidligere lørdag gennemførte USA flere angreb i Venezuela. Det skete i Venezuelas hovedstad, Caracas, og i delstaterne Aragua, Miranda og La Guaira.
Lørdag formiddag dansk tid skrev Trump på Truth Social, at Maduro var blevet taget til fange og fløjet ud af landet.
Det er ifølge præsidenten planen, at Maduro nu skal bringes til New York og retsforfølges.
Den amerikanske justitsminister har offentliggjort et hidtil hemmeligholdt anklageskrift mod Maduro.
Bondi har skrevet, at Maduro er tiltalt for narkoterrorisme og sammensværgelse om indsmugling af kokain samt for besiddelse af maskingeværer og andre "destruktive anordninger" samt "sammensværgelse om besiddelse af maskingeværer og destruktive anordninger rettet mod USA".
Lørdagens udviklinger kommer efter en længere periode med stigende spændinger mellem USA og Venezuela.
USA anklager Venezuela for at lade narkosmuglere komme til USA, hvor de er skyld i, at mange mennesker mister livet.
Maduro har til gengæld beskyldt USA for at forsøge at opnå et regimeskifte i Venezuela for at få adgang til landets enorme oliereserver.
/ritzau/




