Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/08/2023 - 09:19

Unge fra hele landet inviteres til prins Christians 18-års-fødselsdag

Som en del af prins Christians 18-års fødselsdag er dronningen vært for et gallataffel på Christiansborg Slot.

Af: /ritzau/

Teenagere fra hele landet bliver inviteret til at fejre prins Christians 18-års-fødselsdag søndag 15. oktober.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at dronning Margrethe vil være vært for et gallataffel på Christiansborg Slot, hvor kongehuset i samarbejde med landets kommuner vil invitere op mod 200 unge fra rigsfællesskabet til fejring.

Hver kommune i Danmark samt Grønland og Færøerne får mulighed for at vælge to 18-årige til at deltage i gallataflet.

Der vil også blive inviteret unge, der har markeret sig inden for sportens, kunstens og kulturens verden, samt repræsentanter fra ungdomsorganisationer.

Klokken 12 den 15. oktober vil der være vagtskifte på Amalienborg, hvor prins Christian vil vise sig på balkonen på Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg sammen med sin familie.

Prins Christian er derudover inviteret til at deltage i et møde i Statsrådet den 14. november, hvor prinsen vil afgive en såkaldt højtidelig erklæring om at overholde Grundloven.

Herefter vil prins Christian kunne udpeges som rigsforstander, men prinsen kan ikke få sæde i Statsrådet, før der har været et tronskifte.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek