Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/11/2025 - 14:42

Danmarksdemokraterne ekskluderer endnu et byrådsmedlem for ulydighed

Marie Hansen er færdig i Danmarksdemokraterne, fordi hun ikke vil bakke op om Martin Damm (V) i Kalundborg.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Danmarksdemokraternes nyvalgte medlem af kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune, Marie Hansen, er blevet ekskluderet af partiet.

Hun siger tirsdag til TV-Kalundborg, at hun har fået besked fra partisekretær Steen Thomsen om, at hun bliver ekskluderet, fordi hun ikke vil bakke op om den kommunale konstituering omkring borgmester Martin Damm (V).

- Det kan jeg ikke acceptere. Hele forhandlingsprocessen har været mærkelig, og jeg har ikke været involveret i noget som helst, siger Marie Hansen til mediet.

Marie Hansen fik 315 personlige stemmer ved kommunalvalget 18. november, hvilket var nok til at sikre hende det andet og sidste mandat til Danmarksdemokraterne i kommunalbestyrelsen.

Hun er blandt andet utilfreds med fordelingen af poster i rammerne for det nye udvalgssystem, skriver TV-Kalundborg.

Marie Hansen mener, at det oprindeligt var planlagt, at ét mandat til et parti skulle udløse enten en formandspost eller en plads i økonomiudvalget, mens to mandater skulle give begge dele.

Nu får Danmarksdemokraternes spidskandidat, Peer Justesen, begge poster, siger hun.

Der er flertal for Martin Damm som borgmester uanset hvad, så på den måde får eksklusionen ikke betydning.

Venstre-politikeren har været borgmester i Kalundborg siden efter kommunalvalget i 2009.

Marie Hansen, der nu går i opposition som løsgænger, mener, at borgmesteren ikke har ønsket at se hendes vej, fordi hun hele tiden har "meldt klart ud", at hun ikke bakkede op om ham.

Marie Hansen er den anden politiker, som Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, har ekskluderet siden kommunalvalget.

I Lejre Kommune blev kommunalbestyrelsesmedlem Ole Blickfeldt ekskluderet, fordi han pegede på en SF-borgmester.

Det gjorde han, selv om der var et blåt flertal i kommunalbestyrelsen efter valget.

Inger Støjberg opstillede før kommunalvalget den regel, at kommunalt valgte medlemmer af partiet ikke måtte pege på en rød borgmester, hvis der var mulighed for at skabe et blåt flertal.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek