Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/01/2025 - 09:00

Optimer din sundhed med din vejrtrækning

På bare to minutter kan du forbedre dit åndedræt og få mere energi, lyder det fra Stig Åvall Severinsen, der har sat flere verdensrekorder i at holde vejret.

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Du bæres gennem livet på en bølge af åndedrag, som du knap nok skænker en tanke.

Men der gemmer sig et vældigt potentiale for en større grad af velvære, hvis du i dagligdagen fokuserer lidt ekstra på iltens rejse rundt i din krop.

Det budskab er blevet en livsmission for Stig Åvall Severinsen at udbrede.

Han er biolog samt ph.d. i medicin og fire gange verdensmester i fridykning.

I Danmark er han især kendt for at have slået flere Guinness World-rekorder i at holde vejret - senest i 2020, hvor han satte verdensrekord i længdesvømning under vand.

- Ilten er vores livsenergi. Det er den, der giver os saft og kraft. Du optimerer kroppens cellers måde at arbejde på, når du får mere ilt ind i kroppen. Og det gør du ved at trække vejret helt ned i bunden af lungerne, siger Stig Åvall Severinsen, der også er forfatter til bogen "Træk vejret - mere energi - mindre stress" og driver det internationale firma Breatheology, der blandt andet tilbyder åndedrætskurser.

Første skridt til at forbedre din vejrtrækning er at blive bevidst om den. Prøv at observere din krop, når du indånder og udånder. Måske lider du af den ifølge Stig Åvall Severinsen mest udbredte dårlige vane - nemlig, at du trækker vejret med munden i stedet for med næsen.

- Når du trækker vejret med munden, trækker du ofte vejret højt oppe i brystet og i halsen, og så kommer der altså ikke ilt langt nok ned i bunden af lungerne, hvor cellerne får gavn af den, fortæller han.

Med bevidstheden på plads foreslår Stig Åvall Severinsen, at du på daglig basis sætter tid af til at øve dig i at tage nogle gode dybe indåndinger og udåndinger.

- Sæt eventuelt din alarm på nogle bestemte tidspunkter i løbet af dagen. Måske med en dejlig, rolig yogamelodi. "Plingelingeling", siger det, og så sætter du dig ned og trækker vejret bevidst i to minutter. Du kan også skrive det ned i kalenderen. Se det som to minutter med fuld fokus på dig selv, siger han.

Øvelsen kan du lave ved at sætte dig godt til rette på en stol. Tag en dyb indånding med næsen, som ville du dufte til en blomst. Læg en hånd på maven, og mærk, hvordan den buler ud, i takt med at luften strømmer ind.

Når du ikke kan rumme mere luft, holder du en lille pause, inden du langsomt ånder ud igen gennem næsen. Hold endnu en lille pause, før du ånder ind igen, og gentag øvelsen.

Udåndingen er lige så vigtig at have fokus på som indåndingen. Den er nøglen til at skabe ro i kroppen, fortæller Stig Åvall Severinsen.

- Når du puster langsomt ud, tænder du for vagusnerven, som er hovedmotorvejen til kroppens parasympatiske nervesystem, som er det, der får kroppen til at slappe af, forklarer han.

Træner du din vejrtrækning på denne måde, vil du hurtigt mærke en række gode effekter, understreger Stig Åvall Severinsen.

- Du vil opdage, at du sover bedre, og at du får mere overskud i hverdagen. Folk bruger alverdens penge på den rigtige mad og de rigtige vitaminer. Men hvis ikke du trækker vejret ordentligt, så nytter det ikke ret meget at købe en ny cykel af karbonfiber. For åndedrættet er vores livskraft, fastslår han.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek