København, 08/08/2025 - 09:15
Opkomlingen FCM bliver outsider i forventelig tæt guldkamp
Toppen bliver tætpakket, og oprykkeren FC Midtjylland kan blive et drilsk bekendtskab, spår flere profiler.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ud over erfaringen fra Sanne Troelsgaards 197 landskampe bliver ungdommens gåpåmod et våben for FC Midtjylland, når den bedste danske liga for kvinder genstarter i weekenden.
Det mener U19-landsholdets midtbanespiller Ida-Sofie Rathe.
- Det er fedt at have fået Sanne ind til at hjælpe os på vej, men vi har generelt et meget ungt hold, og det skal vi forsøge at udnytte.
- Vi er opfindsomme med bolden og klar til at kæmpe helt vildt. Vilje og styrke er nogle af de ting, vi kan.
- Vi bliver underdogs i mange kampe, men vi skal bare spille vores eget spil og forsøge at drille de etablerede hold, siger 18-årige Rathe, datter af Thomas Rathe, som spillede størsteparten af sine 105 superligakampe for selvsamme FCM.
Den nye midtjyske pige i klassen skaber stor nysgerrighed hos konkurrenterne i A-Liga, som den bedste række hedder efter en rebranding.
- Jeg er spændt på, hvad de kan. Jeg kender ikke meget til dem, men har alligevel okay høje forventninger til dem, for de så ud til at trille sig nemt igennem 1. division, siger HB Køge-profilen Signe Markvardsen.
Pointen bliver gentaget af flere rivaler, men ligefrem at regne midtjyderne med i guldkampen er nok lidt for tidligt, mener Brøndbys Linnéa Borbye.
- Jeg har dem med ikke helt oppe i toppen, men jeg vil heller ikke helt udelukke det. De kommer op med stor selvtillid og Sanne Troelsgaard, så de skal nok drille nogle tophold og lave overraskelser, siger Borbye.
Borbye nævner top-3 og dermed europæisk kvalifikation som det primære mål for Brøndby efter en sidste sæson, hvor man akkurat missede målsætningen.
Både i HB Køge og hos mesterholdet Fortuna Hjørring betragter man dog Brøndby som en del af en forventelig meget tæt guldkamp, hvor også FC Nordsjælland kan blande sig.
Fortuna Hjørring har indtil videre beholdt ligatopscorer og sidste sæsons bedste spiller i ligaen, den nigerianske angriber Joy Omewa, og det er ifølge forsvarsprofil Laura Frank med til at holde optimismen i top.
- Vi står skarpt og har masser af selvtillid efter at have vundet The Double. Vi sigter efter en gentagelse, men jeg tror, det bliver tættere end i sidste sæson, for de andre har også forstærket sig.
Frank og Fortuna, der distancerede sølvvinderen FCN med 13 point i sidste sæson, var indtil for nylig bookmakernes mesterskabsfavorit.
Men med sine nye amerikanske ejere i ryggen har HB Køge oprustet, og tilgangen af landsholdsspillerne Mille Gejl og Rikke Marie Madsen har tippet læsset, så der nu er størst tiltro til de blå- og sortklædte sjællændere.
- Jeg kan egentlig godt lide at være underdog, men det er også spændende pludselig at være favorit i de fleste kampe. Det ændrer lidt på vores mindset, og forhåbentlig kan vi leve op til det, siger Signe Markvardsen.
- Jeg synes, det tegner meget lovende med forstærkningerne, nye trænere og et nyt setup. Truppen er blevet bredere, og det har fået alle til at steppe mere op.
HB Køge åbner først tirsdag sin sæson, når OB kommer på besøg. Forinden brager Brøndby og Fortuna Hjørring sammen lørdag, mens FCM søndag gæster FC Nordsjælland.
/ritzau/