Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/08/2025 - 04:46

Anmeldere: Drake gav energisk men rodet koncert i København

Den canadiske sanger Drake får blandede anmeldelser i de danske medier efter den første af to koncerter.

Chris Delmas/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den canadiske sanger og rapper Drake leverede søndag aften en koncert, der af danske anmeldere beskrives som både energisk og rodet.

Den 38-årige hitmager spillede her den første af to koncerter i Royal Arena i København.

Ekstra Bladets anmelder giver fire ud af seks stjerner til Drake, der efter en svag start med for mange ballader fik den udsolgte sal til at eksplodere i et show, der dog beskrives som irrationelt og rodet.

Selv om anmelderen overordnet er begejstret, mener han ikke, at Drake-koncerten nåede samme højder, som musikrivalen Kendrick Lamars optræden i Royal Arena for tre år siden.

- Drake var supermotiveret og hårdtarbejdende. Han var overstadig, underholdende, for meget og forrykt gennem næsten to timer.

- Kendrick Lamar var bare klasser bedre samme sted i 2022, skriver Ekstra Bladets anmelder.

Anmelderne hos B.T. og Jyllands-Posten er en anelse mere kritiske i deres vurdering af koncerten med den canadiske sanger.

Begge medier giver Drake-koncerten tre ud af seks stjerner.

Jyllands-Postens anmelder hæfter sig ligesom Ekstra Bladet ved de ballader, der indledte koncerten.

- Fanskarens begejstrede skrig forstummende i de første ballader, som i øvrigt viste Royal Arenas lydforhold fra den værst tænkelige side, skriver anmelderen fra Jyllands-Posten.

B. T.s anmelder udtrykker også utilfredshed med lyden i Royal Arena og mener, at Drake bød på et show, hvor "noget fungerede, andet var bare larm og kedelige indslag".

Som tilskuer i arenaen skulle man ifølge anmelderen være Drake-fan for ikke at kede sig i længden.

- Jeg er sikker på, at Drakes største fans havde den fedeste søndag, men for alle os andre dødelige, så var det langt hen ad vejen en uskøn affære, der kun blev hjulpet af, at Drake rent faktisk virkede som en sympatisk vært, skriver anmelderen.

Et indslag med kunstneren PartyNextDoor undervejs i koncerten faldt ikke i anmeldernes smag. Ekstra Bladet skriver, at det kortsluttede festen, mens B.T. konstaterer, at det dræbte festen.

Drake indtager endnu en gang Royal Arena mandag aften, hvor der fortsat er billetter til salg.

/ritzau/

København, 27/08/2025 - 16:02

Streaminggigant lancerer sin første danske serie

"Slangedræber", som er inspireret af virkelige hændelser, har Lars Ranthe og den danske Hollywood-skuespiller Pilou Asbæk i front. Også Joey Moe medvirker.

Amazon MGM Studios allerførste danske fiktionsserie, "Slangedræber", rammer streamingtjenesten Prime Video næste år.

I front for thrilleren er den danske Hollywood-skuespiller Pilou Asbæk, der vender tilbage på sit modersmål.

Den danske Game of Thrones-stjerne flankeres i hovedrollen af Lars Ranthe, der er kendt fra et hav af roller på både film og tv.

Ifølge Prime Video er "Slangedræber" inspireret af virkelige hændelser.

Serien udspiller sig omkring uropatruljen, der i virkelighedens verden blev indsat af Københavns Politi for blandt andet at slå ned på narkohandlen.

Pilou Asbæk spiller lederen af en narkopatrulje. Han er berygtet for sine ekstreme metoder.

Da en ung kvindelig meddeler bliver brutalt myrdet, indleder en gruppe lovløse betjente fra uropatruljen en krig mod et forbrydernetværk, lyder det om handlingen.

På rollelisten er blandt andre også Joey Moe, der især er kendt fra musikscenen, og Laura Christensen, som sidste år modtog en Robert for sin rolle i DR-dramaet "Huset", hvor hun spillede fængselsbetjent.

Hun var også nomineret til en Robert i 2021 for sin hovedrolle i TV 2-serien "Efterforskningen", som byggede på opklaringen af drabet på den svenske journalist Kim Wall i ubådssagen fra 2017.

"Slangedræber" får premiere på Prime Video i begyndelsen af 2026.

Ifølge streamingtjenesten markerer serien et vigtigt skridt i den fortsatte satsning på dansk indhold.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/08/2025 - 09:41

Soundvenue reddet fra konkurs i 11. time

Musik- og filmmediet Soundvenue var begæret konkurs, men har skaffet den nødvendige kapital til at fortsætte.

Musik- og filmmediet Soundvenue var i overhængende fare for at gå neden om og hjem, men afværgede i sidste øjeblik en konkurs.

Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af oplysninger fra Statstidende og efter at have talt med Soundvenues medejer og administrerende direktør, Lasse Kyed.

Soundvenues regnskab for 2024 viser, at økonomien ikke har været alt for god i selskabet Soundvenue Group, der ejer mediet.

Med et underskud på 5,8 millioner kroner i 2024 og en negativ egenkapital på 2,4 millioner kroner var det allerede ved årsskiftet en presset drift.

10. juni blev selskabet begæret konkurs, men først i mandags blev konkursbehandlingen påbegyndt.

Advokat Boris Frederiksen, der var udpeget som kurator, nåede dog ikke ret meget mere end de indledende øvelser, før ejerkredsen skød nye penge ind i selskabet.

Dermed var Soundvenue Group ifølge Ekstra Bladet stand til at betale den skatteregning, der lå til grund for konkursbegæringen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 27/08/2025 - 11:00

FAKTA: Tonen på Aula

* Sidste år offentliggjorde firmaet Kombit, der står bag skole-hjem-platformen Aula, en stor brugertilfredsundersøgelse. Undersøgelsen blev omtalt i fagbladet Folkeskolen.

* I undersøgelsen svarer 78 procent af forældrene, at de aldrig oplever, at lærere og pædagoger bruger en unødig hård og konfliktoptrappende tone. 9 procent svarer nogle gange eller ofte.

* Med hensyn til beskeder fra andre forældre oplever seks ud af ti aldrig, at tonen er for hård. 13 oplever det ofte eller nogle gange. 8 procent af forældrene medgiver, at de selv har brugt en unødig hård eller konfliktoptrappende tone.

* 29 procent af lærerne svarer, at de nogle gange eller ofte oplever en hård tone i beskederne fra forældrene til skolen, og 43 procent oplever den i beskeder, forældrene sender til hinanden.

Kilde: Fagbladet Folkeskolen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 27/08/2025 - 10:59

Sådan undgår du udbrud på Aula og får et godt samarbejde med skolen

Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Et godt skole-hjem-samarbejde kræver, at du løfter blikket fra dit eget barn og fokuserer på fællesskabet, siger børnefaglig konsulent.

Som forælder til et skolebarn spiller du en rolle, når det gælder om at få fællesskabet i klassen til at blomstre.

For selv om det er skolen, der sætter rammerne for skole-hjem-samarbejdet, så bærer du et ansvar for, at debatten for eksempel ikke stikker af på Aula.

Sådan lyder det fra Lone Smidt, der er børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår.

- Det er vigtigt, at forældre har blik for hele klassens fællesskab, og det er vigtigt, at man viser, at man har det fokus - ved at interessere sig for de andre forældre og deres børn. Det kan være ved at hilse på dem, når man møder dem, siger hun.

Lone Smidt fortæller, at når hun og hendes kolleger kommer ud til klasser, der har problemer med mobning, så ligger forklaringen ofte i en utryg klassestruktur, hvor eleverne ikke har øje for hinanden.

Den situation kan man som forældre bidrage til at afværge, hvis børnene hjemmefra bliver støttet i at have en bred vifte af relationer i skolen.

- Som forælder kan man blive rigtig glad, hvis ens barn kommer hjem og fortæller, at det har fået en eller to bedste venner. Så kan man komme til at dyrke det. Men her skal man som forælder prøve at hjælpe barnet til at være åben for mange forskellige relationer, siger Lone Smidt.

Hun peger på, at det for eksempel er godt at lære barnet, at man sagtens kan være gode klassekammerater, selv om man ikke nødvendigvis er tætte venner. Den tilgang kan nemlig forebygge, at nogle elever i klassen lukkes ude af fællesskabet.

Hvis der opstår uenighed i forældregruppen, råder Lone Smidt dig til ikke at lade din holdning gå videre til dit barn. Sørg i det hele taget for at tale respektfuldt om de andre elever, forældre, lærerne og skolen.

- Børnene lytter, og dine holdninger smitter af på børnene. Fortæller du om de andres forældre, tager børnene det måske med hen i skolen, og det kan forstørre konflikter i klassen, siger hun.

I forhold til lærerne opfordrer Lone Smidt til, at du som udgangspunkt har tillid til deres faglighed. Måske har du selv dårlige erfaringer med i bagagen fra din egen skoletid, men dem skal du forsøge at give slip på, mener hun.

- Læg de ting på hylden, og gå åbent og tillidsfuldt ind i samarbejdet med lærerne. Tro på, at lærerne vil dit barn det bedste.

Er du utilfreds med noget, læreren har sagt eller gjort, har Lone Smidt følgende råd:

- Afhold dig fra at kritisere lærerens person, men forhold dig i stedet nysgerrigt til det, læreren gør. Som regel er der en årsag til, at lærerne gør, som de gør, siger hun og appellerer til, at du stiller spørgsmål, inden du skælder ud eller lader din frustration få frit løb på Aula.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek