Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/04/2026 - 20:50

AGF-lejren holder hovedet koldt trods forspring på syv point

Cheftræner Jakob Poulsen trækker på erfaringerne fra sin tid som spiller og maner til besindighed i AGF.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

AGF kan efterhånden lugte guldmedaljerne efter mandagens 2-1-sejr over Viborg FF i Superligaens mesterskabsspil.

Med syv runder tilbage har førerholdet syv point ned til FC Midtjylland på andenpladsen.

AGF har dog ingenlunde tænkt sig at sælge skindet, før bjørnen er skudt, understreger cheftræner Jakob Poulsen.

Det vigtigste for klubben er at holde snuden i sporet og fokusere på den næste opgave.

- Vi ligger godt til. Ingen tvivl om det. Men der er stadig lang vej igen. Jeg har også selv været spiller og vundet et mesterskab, hvor man har været bagud med ret mange point med få runder tilbage, siger han til Viaplay.

Hvis spillerne og trænerteamet begynder at koncentrere sig om "alt muligt andet", kommer AGF ikke til at levere det, der skal til, lyder det videre.

- Vi har ét mål. Det er at vinde ligaen. Det betyder ikke noget for mig, om vi er favoritter eller ej, siger Jakob Poulsen.

Også Henrik Dalsgaard holder hovedet koldt.

- Så langt prøver jeg virkelig ikke at kigge frem. Jeg ved godt, at det lyder helt latterligt, og at ingen tror på mig, siger han.

AGF kom tidligt bagud i opgøret, men efter scoringer af Janni Serra kunne aarhusianerne rejse hjem fra Viborg med alle tre point.

Allerede fredag venter der en ny kamp for AGF, når FC Nordsjælland kommer på besøg.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek