Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/01/2026 - 15:15

Klima, krig og covid-19 har skudt fødevarepriser i vejret

Ny analyse viser, at ekstremt vejr, konsekvenser af covid-19 og Ukraine-krigen har skabt høje fødevarepriser.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ekstreme vejrhændelser, efterdønninger af covid-19 og krigen i Ukraine har været med til at sende fødevarepriserne i vejret med en stigning på 24 procent siden 2022.

Det viser en ny delanalyse, der er lavet for regeringen, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

- Priserne er steget kraftigt, og for mange danskere er hverdagen med høje priser hård. Det skal vi gøre noget ved, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) i meddelelsen.

- Derfor forhandler regeringen om målrettede fødevarechecks. Men arbejdet stopper ikke der, tilføjer han.

Morten Bødskov skriver i indledningen af analysen, at der nu er et "overblik, og med det dykker vi i næste fase dybt ned i konkurrencesituationen i de enkelte led af værdikæden for fødevarer".

Et eksempel, som analysen viser, er, at prisen på okse- og kalvekød er steget med 18 procent det seneste år og 37 procent siden 2022.

Derudover er prisen på kaffe steget med 20 procent det seneste år og 50 procent siden 2022.

Og for en lille, åben økonomi som den danske hænger udviklingen i de indenlandske fødevarepriser tæt sammen med udviklingen på de globale markeder, forklares der i analysen.

Prisstigningerne siden 2022 skal særligt ses i lyset af efterdønninger fra covid-19, krigen i Ukraine, der har skabt højere energipriser, og reduceret produktion globalt, der for eksempel handler om ekstremt vejr, lyder det.

Analysen peger desuden på, at forholdet mellem indtægter og omkostninger har udviklet sig forskelligt fra erhverv til erhverv.

For eksempel har landbruget i perioden 2019 til 2024 i gennemsnit skabt større overskud end i perioden 2015 til 2018, lyder det i meddelelsen.

- Første delanalyse er klar og peger på, at indtægter og omkostninger har udviklet sig forskelligt på tværs af værdikæden. Her undersøger vi hele værdikæden og ser på muligheder for at styrke konkurrencen og skabe bedre priser på hylderne og i køledisken, siger Morten Bødskov videre.

Med regeringens tiltag før fødevarechecken vil en arbejderfamilie, der bor i hus, ifølge analysen have 30.000 kroner mere til forbrug sammenlignet med 2024.

For en enlig pensionist er tallet over 12.000 kroner.

Den endelige analyse forventes at være færdig i foråret 2026.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek