' /> '> Amerikansk senator: Der er næsten ingen bedre allieret end Danmark
Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/01/2026 - 11:56

Amerikansk senator: Der er næsten ingen bedre allieret end Danmark

Senator Chris Coons fra Delaware siger, at forholdet til Danmark har været afgørende for USA's sikkerhed.

Af: /ritzau/

Ifølge den demokratiske senator Chris Coons, der er i København med en amerikansk delegation af politikere, har Danmark været afgørende for USA's nationale sikkerhed.

Det siger han på et pressemøde på et hotel i København lørdag formiddag.

- Grønland er en del af Danmark, og Danmark er en Nato-allieret. Efter min mening burde det være afslutningen på denne diskussion, lyder det.

Senatoren siger, at der nærmest ikke er nogen bedre allieret end Danmark.

Han finder, at den amerikanske præsident Donald Trumps udtalelser om at overtage Grønland har været "ikke-konstruktive".

- At sige noget, der risikerer vores nations troværdighed, er katastrofalt for USA. Vores sikkerhed har ofte været afhængig af vores troværdighed, siger han.

Den amerikanske delegation består af ni kongresmedlemmer fra Det Demokratiske Parti samt to senatorer fra Det Republikanske Parti.

De amerikanske politikere holdt blandt andet møde med statsminister Mette Frederiksen (S) og andre topministre i regeringen fredag.

Ifølge den republikanske senator Lisa Murkowski skal delegationen nu tilbage til Washington D.C. og fortælle om alt det, de har lært om Grønland under besøget.

- Vi skal tale med vores kolleger om, hvad vi har hørt og delt, så der er en bedre forståelse. Vi må afkræfte nogle af de antagelser, som folk har, siger hun.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek