København, 18/08/2025 - 11:37
LA udelukker ikke at pege på SF'er som overborgmester i København
Liberal Alliance i København åbner for at pege på SF'eren Sisse Marie Welling som overborgmester.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Liberal Alliance udelukker ikke at gøre SF'eren Sisse Marie Welling til overborgmester i København.
Det siger LA's spidskandidat i Københavns Kommune til kommunalvalget 18. november, folketingsmedlem Alexander Ryle, til Altinget.
- Hvis SF er villige til at give indrømmelser til os i en konstituering, i stil med det vi har set ved de seneste budgetforhandlinger i København, så er jeg ikke afvisende over for, at vi kan ende med at pege på Sisse Marie Welling, siger han til Altinget.
Ryle er til gengæld "betænkelig" ved at indgå en konstitueringsaftale efter valget, som gør Socialdemokratiets spidskandidat, eksminister og tidligere folketingsmedlem, Pernille Rosenkrantz-Theil, til overborgmester.
Welling, der er sundheds- og omsorgsborgmester i København, afviste så sent som i sidste uge ved SF's sommergruppemøde at tale om overborgmesterposten, og om hun selv var kandidat til den.
- Vi kommer ikke til at sætte navn på en overborgmesterkandidat eller sige, om vi går efter posten eller ej i dag, sagde Welling i den forbindelse.
Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune Line Barfod (EL) er også spidskandidat og har meldt ud, at det vigtigste ikke er at få posten som overborgmester, selv om Enhedslisten er det største parti.
Det vigtigste er, at Socialdemokratiet ikke får den. Det kan give en åbning til netop Welling, der er udråbt som en af favoritterne ifølge iagttagere.
Rosenkrantz-Theil har tidligere sagt til DR-podcasten "Magten", at hun ikke vil pege på en anden politiker fra et andet parti til overborgmesterposten.
Welling ville i sidste uge ikke røbe, hvem hun ser et samarbejde med, men har nævnt, at hun og SF har haft et godt samarbejde med Enhedslisten og Alternativet.
Folketingsmedlem Mette Reissmann (S), som stiller op ved kommunalvalget, kritiserer LA's melding.
- SF har forlovet sig med Enhedslisten og Alternativet på den yderste venstrefløj. Og at Liberal Alliance nu åbner for at pege på SF som overborgmesterparti og dermed placere magten i hovedstaden på den yderste venstrefløj, synes jeg er dybt bekymrende, siger hun i en skriftlig kommentar.
Reissmann er blandt andet bekymret over, at Enhedslisten vil fjerne op mod 20.000 parkeringspladser i København. Reissmann er i dag valgt til både Borgerrepræsentationen i København og Folketinget, men har orlov fra Borgerrepræsentationen, da hun ifølge partiets regler om dobbeltmandater ikke må sidde begge steder på samme tid.
/ritzau/