Ørslev, 04/02/2026 - 05:25
Varevogn blæste omkuld i sidevind og spærrer nu motorvej
Ingen kom til skade i solouheld, hvor en varevogn blæste omkuld på Sydmotorvejen øst for Ørslev.
Af: /ritzau/
En varebil ligger på kørebanen og spærrer i nordgående retning på Sydmotorvejen syd for afkørsel 40, Udby.
Det siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Nis Henriksen tidligt onsdag morgen kort efter klokken 05.00.
- Varebilen blev formentlig taget af en meget kraftig sidevind, hvorefter den røg over i autoværnet. Den ligger nu på kørebanen.
- Så der er spærret i nordgående retning, og det har der været i en times tid, siger han.
Uheldet fandt sted på motorvejen øst for byen Ørslev, der ligger fire kilometer nord for Vordingborg.
Ingen er kommet til skade i uheldet, og der var ikke andre end varebilen involveret, understreger Nis Henriksen.
Politiet har skiltevogne, der dirigerer trafikken uden om uheldet, og autohjælp arbejder på at få bilen væk fra kørebanen.
- Der er lang kø lige nu. Vi håber ikke, at det tager mere end en halv times tid, siger Nis Henriksen.
Politiet opfordrer trafikanter til at søge andre veje.
/ritzau/




