Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 14/06/2026 - 02:11

Læger i England aflyser strejke efter tilbud fra regeringen

Mandag til fredag skulle stor gruppe af læger i England have nedlagt arbejdet. Det er aflyst efter nyt tilbud.

Af: /ritzau/

Læger i England har aflyst en planlagt strejke, de skulle have indledt i næste uge.

Det sker, efter at regeringen på falderebet har fremsat et nyt tilbud til dem, oplyser lægernes fagforeninger, skriver nyhedsbureauet Reuters natten til søndag.

Der kan dermed være udsigt til en afslutning på en langvarig konflikt om løn og bemanding, lyder det.

Strejken skulle have stået på fra mandag til fredag i næste uge. Det ville have været den 16. strejke i en række af arbejdsnedlæggelser, der har stået på blandt lægerne siden 2023.

De har fundet sted i modstand mod det, som fagforeningerne har beskrevet som flere års udhuling af deres lønninger og et stigende pres på bemandingen i det britiske sundhedsvæsen, National Health Service (NHS).

Der er tale om nyuddannede læger og læger, der er ved at uddanne sig til speciallæger.

Den Britiske Lægeforening repræsenterer omkring 55.000 af Englands omkring 75.000 læger i denne kategori.

Den oplyser, at den vil sende regeringens tilbud til afstemning og suspendere strejkeaktionen, mens afstemningen finder sted.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek