København, 17/07/2026 - 14:21
Storbritannien advarer rejsende mod metanol efter dødsfald i Laos
To danske kvinder mistede livet i 2024 af formodet metanolforgiftning i Laos. Det samme gjorde en brite.
Str/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Flere backpackere - heriblandt to danske kvinder i 2024 - har mistet livet i det sydøstasiatiske land Laos i en formodet metanolforgiftning.
Området er et populært rejsemål for særligt unge europæere.
Derfor advarer Storbritannien i en ny kampagne direkte de rejsende i området.
Det skriver den britiske regering på sin hjemmeside.
Kampagnen er døbt "Kend Tegnene" (Know the Signs, red.) og opfordrer de rejsende til at være opmærksomme på indtagelse af alkohol i udvalgte områder samt symptomer på forgiftning med metanol.
Opfordringen kommer på baggrund af flere hændelser, hvor turister er blevet forgiftet ved indtagelse af alkohol - særligt i Laos.
- Hvis du bemærker, at en af dine venner er meget mere beruset, end du ville forvente, eller at vedkommende har synsproblemer eller åndedrætsbesvær, er det vigtigt, at vedkommende hurtigt kommer på hospitalet. Du kan redde et liv, lyder det i kampagneteksten.
Metanol kendes også som træsprit og er et organisk opløsningsmiddel.
Hvis man indtager det, kan man blive bevidstløs, og man kan miste synet.
Væsken bliver nogle gange tilsat alkoholiske væsker, fordi det er billigere end ethanol, som er den alkohol, der typisk findes i spiritus.
Fredag blev der desuden afholdt et pressemøde i Laos i sagen om mulig metanolforgiftning, hvor blandt andre to danske kvinder omkom i november 2024 i Laos.
Laotiske myndigheder meddelte, at der er rejst tiltale mod destilleriejeren med en strafferamme på mellem tre måneder og fire års fængsel samt en bøde for salg af sundhedsskadelige fødevarer samt ulovlig virksomhedsdrift.
Det oplyser Udenrigsministeriet.
De danske kvinder på henholdsvis 20 og 21 år døde på et vandrehjem i byen Vang Vieng i Laos.
I alt seks turister mistede sidste efterår livet i Vang Vieng.
I alle seks tilfælde formodes dødsårsagen at være forgiftning med metanol.
Foruden de to danske kvinder var de øvrige to australske, en britisk og en amerikansk statsborger.
RITZAU




