Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 12/04/2026 - 23:17

USA vil blokere skibe til og fra iranske havne

Det amerikanske militær vil ikke stoppe fartøjer, der passerer Hormuzstrædet uden om Irans havne.

Af: /ritzau/

USA's militær vil mandag klokken 16 dansk tid indlede en blokade af alle skibe til og fra iranske havne.

Det oplyser det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, på det sociale medie X.

Militæret oplyser, at blokaden vil gælde samtlige skibe fra alle nationer, der anløber eller forlader iranske havne og kystområder - herunder alle iranske havne i Den Persiske Bugt og Omanbugten.

Det amerikanske militær vil ikke blokere sejladsen for fartøjer, der passerer gennem Hormuzstrædet til og fra havne, som ikke er iranske, lyder det.

USA's præsident, Donald Trump, varslede tidligere søndag, at amerikanske styrker ville blokere al skibstrafik i Hormuzstrædet.

Meldingen fra præsidenten kom efter et 21 timer langt møde mellem Iran og USA i Pakistans hovedstad, Islamabad.

Mødet endte, uden at parterne nåede frem til en aftale.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek