Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

23/12/2023 - 08:00

Brug januar til at give huset en overhaling både ude og inde

Når støvet fra nytårskrudtet har lagt sig, er det oplagt for husejernen at tage arbejdshandskerne på, lyder det fra to eksperter.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Kom godt fra start i det nye år ved at komme rundt i alle hjørner af huset både ude og inde.

Læg ud med at gå en runde udenfor og se efter, om der er sket skader efter nytårsaften.

- Det kan være godt at tjekke, om der er nogle raketter, der er stukket af og ramt ned i ens tag, carportoverdække eller terrassetag. Det kan godt være sket, uden at man har opdaget det. Især plastiktage er sårbare over for store raketter, der falder ned fra himlen, siger Morten Svarre Langner, der er seniortaksator i forsikringsselskabet Gjensidige.

Når du nu allerede har stigen fremme, opfordrer han dig til også at kaste et blik ned i dine tagrender.

- Se efter, om der er faldet flere blade og grene fra træerne ned i dem, og om der er brug for at rense dem igen, lyder rådet fra seniortaksatoren.

Efter turen udenfor kan du med fordel fortsætte dit januartjek af huset indenfor. Har der været snevejr, så smut lige op på loftet og tjek, om der er kommet fygesne ind.

- Hvis det ligger deroppe og smelter, kan du risikere at få vand- og fugtskader, hvilket også kan føre til skimmelsvamp, advarer Morten Svarre Langner.

Når alle eventuelle skader er fundet og fikset, lægger januar op til, at du finder kost og spand frem, siger Tine R. Sode, der er ekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Vi kan tage fat på den halvårlige hovedrengøring, så vi går et nyt år i møde med et rent hjem. Det handler om at komme godt ind i hjørnerne, så vi får bugt med sølvfisk, skægkræ og husstøvmider, siger hun.

Den grundige rengøring er en god anledning til at komme til bunds i dine afløb på badeværelset og i køkkenet.

- Det er rengøring, men faktisk er det lige så meget en vedligeholdelsesopgave af husets afløb, siger Tine R. Sode.

I håndvasken på badeværelset skal du helt ned i pungvandlåsen og fjerne al det snask, der har samlet sig der. Løft også risten i gulvet, og gå i krig med den slimede blanding af hår, sæberester og snavs, som møder dig i dybet.

- Det er virkelig en god ting at komme helt til bunds. Ellers stopper det til, siger Tine R. Sode.

- En ting er, at det stopper til i selve vandlåsen. Men håret kan også fortsætte ned i kloakken og stoppe den til, så du kan ende med at blive nødt til at hyre en kloakmand til at komme og fikse det, understreger huseftersyneksperten.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek