Sydney, 10/12/2025 - 02:28
Techgigant: Australsk forbud får unge til at bruge mindre sikre apps
Antallet af downloads af mindre kendte apps er steget efter forbud mod sociale medier for unge i Australien.
Af: /ritzau/
Techgiganten Meta siger, at Australiens forbud mod sociale medier for børn under 16 år sender de mindreårige i armene på platforme med lavere sikkerhed.
Det sker i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet AFP natten til onsdag dansk tid.
Ifølge Meta, som er selskabet bag blandt andet Facebook og Instagram, betyder forbuddet, at de unge i stedet søger mod platforme, hvor der er mindre regulering.
- Vi har gentagne gange rejst bekymring for, at den her dårligt udarbejdede lov kan skubbe teenagere over på mindre regulerede platforme eller apps. Vi ser nu, at de bekymringer bliver til virkelighed, lyder det i udtalelsen.
Onsdag lokal tid er forbuddet trådt i kraft i Australien. Det gælder mod sociale medier som Facebook og TikTok for børn under 16 år.
Der er tale om det første forbud af sin slags i verden.
Ifølge AFP har man efterfølgende kunnet se en markant stigning i antallet af downloads af mindre kendte apps til beskedudveksling og billeddeling.
Det gælder blandt andet apps som Lemon8 og yope, som for nuværende ikke er omfattet af forbuddet.
/ritzau/




