København, 23/04/2026 - 10:58
Fem meldes i kritisk tilstand efter togulykke i Nordsjælland
Ud af 38 passagerer er 17 kommet til skade i togulykke i Nordsjælland. Fem meldes i kritisk tilstand.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er torsdag morgen sket en togulykke på lokalbanen Gribskovbanen i Nordsjælland, hvor to tog er stødt sammen.
Ved en pressebriefing ved politigården i Helsingør torsdag formiddag oplyser cheflæge Anders Damm-Hejmdal fra Region Hovedstadens akutberedskab, at fem personer er i kritisk tilstand.
I alt er 17 personer kommet til skade og er bragt til behandling på hospitaler i regionen. De fleste er bragt til behandling på Rigshospitalet.
Ifølge de første meldinger fra regionen til Ritzau var fire af de tilskadekomne i kritisk tilstand.
Anders Damm-Hejmdal oplyser på pressebriefingen, at tallet kan ændre sig.
På pressebriefingen oplyser politiinspektør Morten Pedersen fra Nordsjællands Politi, at der i alt var 38 personer om bord på de to tog.
Hovedstadens Beredskab oplyste tidligere torsdag formiddag, at alle passagerer var bragt væk fra skadestedet. De passagerer, som ikke var kommet fysisk til skade, er bragt til et opsamlingssted.
Ulykken skete på Gribskovbanens strækning umiddelbart nord for Isterødvejen nord for Hillerød.
De første anmeldelser om ulykken indløb kort før klokken 06.30 torsdag. Hos Nordsjællands Politi kunne vagtchef Lee Skeen lidt senere på morgenen oplyse til Ritzau, at der var tale om en omfattende udrykning af både politi og redning.
Via Politi Update oplyste vagtchefen hos Nordsjællands Politi kort efter, at to tog var kørt sammen.
Det samme oplyste Hovedstadens Beredskab på vegne af Frederiksborg Brand og Redning i et opslag på X.
- To lokaltog er stødt frontalt sammen. Der er afsendt mange styrker til ulykken. Det meldes, at alle passagerer er ude af togene, og at der er tilskadekomne, lød det blandt andet i opslaget.
Det fremgår af Beredskabsstyrelsens online oversigt over alarmer til beredskaberne, at Frederiksborg Brand og Redning modtog melding om ulykken klokken 06.30 torsdag morgen.
Nordsjællands Politi oplyser, at vejstrækningen mellem Isterødvejen og Kagerup er spærret som følge af ulykken. Spærringen forventes at vare i længere tid.
Det fremgår af Vejdirektoratets trafikinformation, at Helsingevej tidligst genåbnes i løbet af eftermiddagen.
Gribskovbanen kører fra Hillerød og har to linjer mod henholdsvis Tisvildeleje og Gilleleje. Begge linjer kører på den strækning, hvor ulykken er sket.
Billeder fra stedet viser, at det ene af de implicerede tog havde retning mod Tisvildeleje, som ligger i Gribskov Kommune.
Gribskovs borgmester, Trine Egetved (K), har kommenteret ulykken i et opslag på Facebook.
- Jeg er dybt rystet og chokeret og tænker på alle de involverede. Lokalbanen anvendes af mange Gribskov-borgere, medarbejdere og skoleelever, lyder det blandt andet fra borgmesteren.
- Beredskabet arbejder på højtryk, og vi forsøger fra centralt hold at få overblik over, hvad der mere præcist er sket, og sikre, at alle får den hjælp, de har brug for, skriver Trine Egetved.
Det er Region Hovedstadens akutberedskab, som har stået for ambulanceindsatsen i forbindelse med ulykken.
Regionen oplyser, at der har været indsat syv ambulancer, to akutbiler, to akutlægebiler, tre sygetransporter og en indsatsleder i forbindelse med ulykken. Derudover har der været indsat en helikopter fra Forsvaret.
Årsagen til ulykken er endnu ikke klarlagt, og der skal først foretages en række undersøgelser af blandt andet Havarikommissionen, oplyser politiinspektør Morten Pedersen på torsdagens pressebriefing.
/ritzau/




