Helsinge, 23/04/2026 - 14:34
Fem meldes i kritisk tilstand efter togulykke i Nordsjælland
Ud af 37 ombordværende er 18 kommet til skade i togulykke i Nordsjælland. Fem meldes i kritisk tilstand.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er torsdag morgen sket en togulykke på lokalbanen Gribskovbanen i Nordsjælland, hvor to tog er stødt sammen.
Ved en pressebriefing ved politigården i Helsingør torsdag formiddag oplyste cheflæge Anders Damm-Hejmdal fra Region Hovedstadens akutberedskab, at fem personer er i kritisk tilstand.
I alt er 18 personer kommet til skade og er bragt til behandling på hospitaler i regionen. De fleste er bragt til behandling på Rigshospitalet.
Ifølge de første meldinger fra regionen til Ritzau var mindst fem af de tilskadekomne i kritisk tilstand.
På pressebriefingen oplyste politiinspektør Morten Pedersen fra Nordsjællands Politi, at der i alt var 38 personer om bord på de to tog. Det tal er efterfølgende blevet justeret til 37.
Hovedstadens Beredskab oplyste tidligere torsdag formiddag, at alle passagerer var bragt væk fra skadestedet. De passagerer, som ikke var kommet fysisk til skade, er bragt til et opsamlingssted.
Ulykken skete på Gribskovbanens strækning umiddelbart nord for Isterødvejen nord for Hillerød.
Ifølge Claus René Pedersson, som er sikkerhedschef i Lokaltog, der driver Gribskovbanen, er flere ansatte fra selskabet kommet til skade. Det vides ikke hvor mange siger han til DR Nyheder.
De første anmeldelser om ulykken indløb kort før klokken 06.30 torsdag.
Der var tale om en omfattende udrykning af både politi og redning ifølge Hovedstadens Beredskab.
- To lokaltog er stødt frontalt sammen. Der er afsendt mange styrker til ulykken. Det meldes, at alle passagerer er ude af togene, og at der er tilskadekomne, lød det blandt andet i opslaget.
Nordsjællands Politi oplyste, at vejstrækningen mellem Isterødvejen og Kagerup er spærret som følge af ulykken. Spærringen forventes at vare i længere tid.
Det fremgår af Vejdirektoratets trafikinformation, at Helsingevej tidligst genåbnes i løbet af eftermiddagen.
Gribskovbanen kører fra Hillerød og har to linjer mod henholdsvis Tisvildeleje og Gilleleje. Begge linjer kører på den strækning, hvor ulykken er sket.
Billeder fra stedet viser, at det ene af de implicerede tog havde retning mod Tisvildeleje, som ligger i Gribskov Kommune.
Gribskovs borgmester, Trine Egetved (K), har kommenteret ulykken i et opslag på Facebook.
- Jeg er dybt rystet og chokeret og tænker på alle de involverede. Lokalbanen anvendes af mange Gribskov-borgere, medarbejdere og skoleelever, lyder det blandt andet fra borgmesteren.
- Beredskabet arbejder på højtryk, og vi forsøger fra centralt hold at få overblik over, hvad der mere præcist er sket, og sikre, at alle får den hjælp, de har brug for, skrev Trine Egetved.
Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) er også meget berørt af torsdagens togulykke.
- Jeg er meget berørt over den forfærdelige togulykke på Gribskovbanen her til morgen. Flere er i kritisk tilstand. Mine tanker går til de tilskadekomne, de pårørende og alle, der er berørt af ulykken, siger hun i en skriftlig kommentar.
Det er Region Hovedstadens akutberedskab, som har stået for ambulanceindsatsen i forbindelse med ulykken.
Regionen oplyser, at der har været indsat syv ambulancer, to akutbiler, to akutlægebiler, tre sygetransporter og en indsatsleder i forbindelse med ulykken. Derudover har der været indsat en helikopter fra Forsvaret.
Årsagen til ulykken er endnu ikke klarlagt, og der skal først foretages en række undersøgelser af blandt andet Havarikommissionen, oplyste politiinspektør Morten Pedersen på torsdagens pressebriefing.
/ritzau/




