København, 24/05/2025 - 17:43
Norris sætter banerekord i Monaco og tager pole position
Den britiske McLaren-racerkører Lando Norris kan nu prale af at være den hurtigste mand i Monaco nogensinde.
Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der blev skrevet historie, da Formel 1-feltet lørdag kørte kvalifikation på den ikoniske og snævre bane i Monacos gader.
Lando Norris kørte nemlig så hurtigt i sin McLaren-racer, at han satte ny banerekord.
Allerede i næstsidste forsøg havde han sat ny rekord, men formåede at forbedre den i sidste forsøg, hvor han lige nøjagtig slog den lokale helt Charles Leclerc (Ferrari), som begynder søndagens løb på andenpladsen.
Den nye banerekord lyder på 1 minut og 9,954 sekunder.
Oscar Piastri (McLaren), der fører kampen om verdensmesterskabet, begynder søndag som nummer tre, mens den forsvarende verdensmester, Max Verstappen (Red Bull), må nøjes med en femteplads.
Mellem Piastri og Verstappen holder Lewis Hamiltons Ferrari, når grandprixet bliver skudt i gang.
For Lando Norris falder resultatet på et tørt sted, efter at han har haft lidt svært ved at få tingene til at hænge lige så godt sammen som sin holdkammerat hidtil i sæsonen.
- Det har været længe undervejs, så jeg har det godt. Jeg tror ikke, jeg havde forudset, hvor godt det egentlig ville føles, efter at jeg har kæmpet lidt i de seneste måneder, siger Lando Norris, der trods bøvlet er toer i VM-stillingen.
Kvalifikationen fik allerede i Q2 en smule drama.
Pludselig holdt George Russell fuldstændig stille i den karakteristiske tunnel, der udgør baglangsiden på banen. Det røde flag blev viftet, og briten trådte ud af sin Mercedes, som blev skubbet væk fra banen.
Det var ganske symptomatisk for Mercedes' kvalifikation. Russells holdkammerat, Andrea Kimi Antonelli, var nemlig heller ikke flyvende og sluttede kvalifikationen som nummer 15. Det betyder, at han søndag holder lige bag Russell.
/ritzau/