København, 18/01/2026 - 12:29
Venus Williams er færdig i Melbourne efter rekordkamp
45-årige Venus Williams er færdig i Australian Open, hvor hun blev den ældste kvindespiller nogensinde.
Martin Keep/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Venus Williams skrev søndag historie som den ældste kvindespiller, der nogensinde har optrådt i Australian Opens hovedturnering.
Men det bliver også det sidste, tennisfansene i Melbourne kommer til at se den 45-årige amerikaner i denne omgang.
Hun tabte nemlig i første runde til Olga Danilovic og er færdig i turneringen. Danilovic, der er rangeret som nummer 69 i verden, vandt med 6-7, 6-3 og 6-4.
Williams' aldrende tennisben kom på hårdt arbejde i en kamp, der varede 2 timer og 19 minutter i den australske aftenvarme.
Om det var fysikken, der i sidste ende gav den 21 år yngre Danilovic overtaget, er et åbent spørgsmål. I hvert fald gik Williams i stå, da hun førte 4-0 i tredje sæt og så ud til at styre direkte mod sejren.
Danilovic kæmpede sig tilbage og udlignede til 4-4, og næste parti i Williams' serv kom for alvor til at trække tænder ud.
Partiet strakte sig over hele 22 bolde, inden Danilovic bragte sig foran 5-4 og derefter kunne serve sejren hjem.
Dermed blev det et kort comeback til Venus Williams, der var med på et wildcard og optrådte i Australian Open for første gang i fem år.
Den tidligere verdensetter har vundet turneringen to gange med 14 års mellemrum. Hun triumferede i Melbourne første gang helt tilbage i 2003.
Mens den tidligere verdensetter altså er færdig i turneringen, er den nuværende klar til anden runde.
Aryna Sabalenka fra Belarus havde som ventet ikke de store kvaler med franskmanden Tiantsoa Sarah Rakotomanga Rajaonah, der blev slået i to sæt med 6-4, 6-1.
/ritzau/




