Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/01/2026 - 12:01

Dansk minister tager til Kina efter afbud til Davos-topmøde

Morten Bødskov (S) tager til Kina, efter at han tirsdag udtalte, at det var for dyrt at rejse til Schweiz.

Af: /ritzau/

Den danske erhvervsminister, Morten Bødskov (S), tager til Kina de kommende dage for at "stille skarpt på muligheder og udfordringer for dansk erhvervsliv".

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse lørdag.

Erhvervsministeren skal blandt andet besøge den kinesiske vicetransportminister med ansvar for det maritime område samt den kinesiske minister for industri og informationsteknologi.

I pressemeddelelsen fremgår det, at Kina er en stor eksportdestination for dansk skibsfart og life science, hvilket gør et besøg attraktivt.

- Verden er forandret. Derfor skal vi forsvare og forstærke Danmarks styrkepositioner. Inden for grøn skibsfart og life science kan vi matche Kinas ambitioner om vækst og bæredygtighed, udtaler ministeren.

Morten Bødskov erkender i pressemeddelelsen, at relationen med Kina har sine udfordringer, men han håber, at man kan finde en vej mod at skabe fælles resultater med Kina.

Udmeldingen om rejsen til Kina kommer få dage, efter at den danske minister udtalte, at han ikke ville deltage på World Economic Forum i Davos, da "turen var blevet for dyr".

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek