Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Glostrup, 11/03/2026 - 15:53

Anklager: Narko-profil dikterede 18 timers kidnapning af kvinde

Anklager mener, at en kvinde var frihedsberøvet i 18 timer sidste år. I alt seks personer er tiltalt i sagen.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En kvinde og fem mænd, der er tiltalt for på forskellige måder at have medvirket til kidnapningen af en kvinde i starten af marts sidste år, kunne alle have stoppet frihedsberøvelsen.

Det mener anklager Martin Stassen, der onsdag kommer med sine afsluttende bemærkninger i Retten i Glostrup.

Tidligere er det kommet frem, at frihedsberøvelsen skete under instruktion fra en profil under navnet "Jimmytheman/elcapone" på den krypterede beskedtjeneste Signal.

Men anklageren mener altså, at hver af de tiltaltes roller i sagen har været afgørende for, at en 18 timer lang frihedsberøvelse af kvinden fandt sted.

De i alt seks tiltalte nægter sig skyldige.

En af de tiltalte - en 32-årig norsk mand - er desuden tiltalt for at udsætte kvinden for vold af ydmygende karakter.

Kvinden blev om aftenen 7. marts sidste år kørt rundt til forskellige adresser i Storkøbenhavn, inden hun efter anklagemyndighedens opfattelse blev holdt fanget i sin egen lejlighed i Avedøre - en bydel i Hvidovre.

Signal-profilen med navnet "Jimmytheman/elcapone" skulle ifølge anklageskriftet have instrueret de tiltalte i, hvad de skulle gøre ved kvinden.

Anklager Martin Stassen fortalte under sagens første retsmøde, at det er politiets opfattelse, at der findes et narkonetværk af samme navn, der styrer narkohandlen i Danmark fra udlandet.

Onsdag fortæller den forurettede kvinde i retten, at personen bag "Jimmytheman" var hendes daværende pusher.

Kvinden blev dagen inden frihedsberøvelsen anholdt af politiet. Her fik hun konfiskeret 33.000 kroner, 100 euro samt kokain og ketamin.

En af de tiltalte - en 24-årig mand - har tidligere i retten forklaret, at kvinden kørte med kokain som hvidt bud, da hun blev stoppet af politiet.

De mistede penge var ifølge anklageren årsagen til, at de seks tiltalte i forening med personen bag Signal-profilen frihedsberøvede kvinden.

I kvindens lejlighed trimmede den 32-årige norske mand ifølge anklageskriftet dele af den forurettedes hår af, mens han filmede det, slog hende med flad hånd i ansigtet og bed hende i overarmen.

Manden har også tidligere været tiltalt for at voldtage kvinden. Tiltalen om voldtægt er siden frafaldet, fortæller anklager Martin Stassen i onsdagens retsmøde.

De resterende tiltalte bevægede sig under frihedsberøvelsen rundt på forskellige andre adresser.

Den kvindelige tiltalte opsøgte den forurettede kvindes far og stedmor i et forsøg på at få dem til at betale 100.000 kroner, for at kvinden blev sat fri.

Anklageren understreger, at man for at blive frifundet for medvirken "faktisk skal hindre de andre i at begå forbrydelsen".

Han mener, at alle seks tiltalte har været vidende om og deltaget i kidnapningen.

Kvinden blev 8. marts befriet af specialtrænede betjente fra Aktionsstyrken, efter at telefonoplysninger og et tidligere anonymt tip om narkosalg havde ført politiet på sporet af lejligheden.

Sagen fortsætter 13. og 18. marts. Dommen ventes senere i marts.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek