Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/08/2026 - 14:03

Etårigt barn i kritisk tilstand efter fald fra første sal

En etårig pige er fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand efter en ulykke ved en lejlighed i Slagelse.

Af: /ritzau/

En etårig pige er i kritisk tilstand, efter at hun er faldet ud ad et vindue fra første sal i en boligejendom i Slagelse.

Det oplyser Jannick Hallø, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ulykken skete ved en boligblok på Torvegade i midten af Slagelse, og barnet er fløjet til Rigshospitalet i en lægehelikopter.

Politiet fik anmeldelsen klokken 10.20, hvorefter politi og ambulance rykkede ud til området.

På nuværende tidspunkt mistænker politiet ikke, at der er sket en kriminel handling i forbindelse med ulykken.

- Men vi er fortsat til stede i området, hvor vi laver en grundig teknisk undersøgelse og afhører naboer, siger Jannick Hallø.

Barnets forældre, der er 29 og 33 år, var selv til stede i lejligheden, da ulykken skete, og den nærmeste familie er underrettet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek