København, 22/05/2025 - 13:18
Fiskefrikadeller tilbagekaldes efter fund af listeria
Fiskefrikadeller, der kan være inficeret med listeria, er solgt i blandt andet Spar, Meny og Rema 1000.
Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Fiskefrikadeller fra Tenax Sild A/S, der er solgt i en række danske supermarkeder, tilbagekaldes efter fund af listeria.
Det skriver producenten i en pressemeddelelse torsdag.
Fiskefrikadellerne er solgt i Spar, Meny, Let Køb, Min Købmand, Rema 1000 og ABC Lavpris under navnene "First Price Fiskefrikadeller", "Fiskemandens Fiskefrikadeller" og "Havfrue Fiskefrikadeller".
Fiskefrikadellerne fra det inficerede parti er mærket med "bedst før"-datoen 26.06.2025 og lotnummeret L220YF.
Forbrugere, der har købt de pågældende fiskefrikadeller, opfordres til at kassere dem eller returnere dem til forretningen, hvor de er købt.
Infektion med listeria kan give febersymptomer, diarré og opkast.
Hos personer med et svækket immunforsvar samt hos gravide kan bakterien resultere i blodforgiftning og hjernehindebetændelse.
Infektion under graviditeten kan desuden føre til for tidlig fødsel og fosterdød, men som regel vil listeriainfektion give ufarlige symptomer som feber, muskel- og rygsmerter og maveproblemer hos gravide.
Listeria kan findes i mange fødevarer - både i kød, grøntsager, upasteuriserede mejeriprodukter og bearbejdede fiskeprodukter.
Af og til bliver fødevarer tilbagekaldt på grund af fund af listeria. Hvis det ikke sker, kan det resultere i en politianmeldelse.
Tidligere i år blev virksomheden Polar Salmon Hjerting Laks politianmeldt af Fødevarestyrelsen for at have solgt listeriainficeret laks, uden at myndighederne blev informeret, og uden at produkterne blev tilbagekaldt.
/ritzau/