Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/07/2026 - 09:04

18-årig mand skal fremstilles efter dødelig trafikulykke

Søndag aften døde en 44-årig kvindelig motorcyklist efter en trafikulykke på Sønderborgvej øst for Kruså.

Af: /ritzau/

En 18-årig mand, der er sigtet for trafikdrab, vil mandag eftermiddag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Den 18-årige var fører af en personbil, som søndag aften var involveret i en trafikulykke. Her afgik en 44-årig kvindelig motorcyklist ved døden.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken, der fandt sted på Sønderborgvej øst for Kruså, klokken 18.27.

Motorcyklisten blev erklæret død på stedet.

Politiet mistænker, at den 18-årige var påvirket af euforiserende stoffer, da han kørte bilen. Han er blevet testet for påvirkning af cannabis.

- Den 18-årige mand fremstilles i grundlovsforhør, da der er mistanke om kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi mandag i meddelelsen.

Søndag aften blev en bilinspektør tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet nærmere. Det er kutyme ved trafikulykker med alvorlig tilskadekomst.

Politiet oplyste søndag, at de foreløbige undersøgelser viste, at det var bilen, som påkørte motorcyklisten.

Grundlovsforhøret finder sted i Retten i Sønderborg mandag klokken 13.00.

RITZAU

TjekDet - faktatjek