Tokyo, 04/08/2026 - 06:27
Tre hunløver dør af formodet hedeslag i zoologisk have i Japan
Varme temperaturer og høj luftfugtighed formodes at have taget livet af tre løver i en zoologisk have i Japan.
William West/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tre løver er døde af formodet hedeslag i en zoologisk have i Japans hovedstad, Tokyo.
Det oplyser en talsperson for Tama Zoologiske Have tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
De store kattedyr har haft svært ved at klare de høje temperaturer og den høje luftfugtighed i den japanske hovedstad.
Siden midten af juli har 10 ud af havens 16 løver udvist symptomer som nedsat appetit og lavere aktivitetsniveau, skriver Tama Zoologiske Have i en udtalelse ifølge AFP.
Siden er tre hunløver omkommet. Den ene døde tirsdag, en anden fredag og en tredje søndag, fremgår det af udtalelsen.
- Ifølge vores dyrlæge er den formodede dødsårsag hedeslag, da løverne viste tegn på dehydrering og svigt af organer, siger en talsperson for haven til AFP.
- Selv om løver anses for at være modstandsdygtige over for varme, har dyrepasserne de seneste år styrket indsatsen for at beskytte dem mod den japanske sommervarme.
- Varmen er ledsaget af høj luftfugtighed, hvilket er anderledes end den tørre varme i Afrika, siger hun og tilføjer, at varmen i den japanske hovedstad i år kom meget pludseligt.
Talspersonen fortæller, at man har taget en række tiltag i brug for at beskytte de store kattedyr mod varmen og den høje luftfugtighed. Blandt andet har man installeret klimaanlæg og overbruser dyrenes anlæg med vand.
Flere af parkens løver modtager fortsat behandling efter symptomer på hedeslag, tilføjer talspersonen.
Japan registrerede sidste år landets hidtil varmeste sommer, og flere steder i landet har temperaturerne de seneste uger nået 40 grader, skriver AFP.
Lige knap 18.600 personer i landet blev mellem den 20. og 26. juli indlagt med symptomer på hedeslag. 45 af dem blev erklæret døde ved ankomsten til hospitalet.
Japan registrerer hvert år omkring 1300 varmerelaterede dødsfald. Landet har en målsætning om at halvere antallet af varmerelaterede dødsfald inden 2030.
RITZAU




